Meget kan man sige, og meget bliver der i disse dage sagt om den radikale uddannelsesminister, Morten Østergaard. Men han er ikke bange af sig. I går mødte han en sal fuld af vrede studerende på Panum Instituttet ved Københavns Universitet. På mødet skulle han igen stå på mål for regeringens fremdriftsreform, der skal få de studerende hurtigere igennem deres uddannelse. Men det mod, Morten Østergaard viser ved at tage diskussionen direkte med de kritiske studerende, er for intet at regne mod den politiske dødsforagt, hele fremdriftsreformen er udtryk for. I går var også dagen, hvor ministeren indkaldte forligspartierne til krisemøde om fremdriftsreformen og bad om at udskyde reformen et år.
LÆS ARTIKEL Udskældt studiereform udskydes et år
Det ville Venstre og Konservative ikke være med til. De benyttede lejligheden til at kritisere regeringen for tillidsbrud og krævede garantier for, at Uddannelsesministeriet næste år faktisk kan gennemføre reformen. Av, den gør ondt på en minister, som frem til i dag skråsikkert har givet udtryk for, at det ville være en smal sag for universiteterne at gøre de studerende til fuldtidsstuderende.



























