Intet er umuligt for den, som ikke skal gøre det selv. Sådan sagde en tidligere chefredaktør på Politiken. Måske vil samme tanke falde den nyudnævnte uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs (V) ind, når hun modtager et par omfattende analyser og syv anbefalinger fra Axcelfutures Advisory Board. Som beskrevet på forsiden af avisen gemmer der sig bag det pompøse og udanske navn et hold af topfolk fra erhvervsliv, tænketanke og embedsapparat.
Men hvad end ministeren tænker, kan hun ikke undgå at forholde sig til anbefalingerne. for kogt ned er konklusionen, at Danmark bruger mange penge på uddannelse og får alt for lidt ud af dem. Med til at gøre teksterne til pligtlæsning for den nye minister er, at de selvudnævnte rådgivere peger på flere tiltag, som der allerede arbejdes på forskellige steder i centraladministrationen.




























