Det har vakt stor opmærksomhed i Amerika, at Caroline Kennedy, datter af Jacqueline og John F. Kennedy dette efterår har udgivet 8,5 timer interview og bog med hendes mor, optaget et par måneder efter drabet på præsident JFK. I USA, såvel som i resten af verden, er Jackie Kennedy nemlig et ikon. Et ikon, der i disse opbrudstider med økonomisk krise, kvindelige statsledere og mænd på barsel sender tankerne tilbage til de trygge, gamle dage i 1960’erne. Dengang da der stadig fandtes kvinder som Jackie Kennedy, der stod bag sin mand i tykt og tyndt. Hun var den tavse, smukke kvinde, altid ulasteligt klædt, som sad ved sin mands side og spiste en småkage fra en sidetallerken. Uden at krumme. Så hvad havde hun at fortælle på de mange timers bånd, der først måtte offentliggøres efter 50 år? Jo, der var en del hadefulde udsagn om datidens (få) kvinder med holdninger som Indira Gandhi, Madame Nhu og Clare Boothe Luce, som blev beskyldt for at være noget så farligt som »lesbiske« eller »snerpede«. Dertil kommer så en del husmor-guldkorn som: »Jeg får alle mine synspunkter fra min mand. Hvordan skulle jeg selv kunne have nogen?«, hvorefter hun tilføjer, at John F. Kennedy var god til at skille følelser og holdninger ad, »Og det er en af grundene til, at jeg ikke synes, kvinder bør gå ind i politik. Vi er bare ikke skabt til det«. Det skal selvfølgelig ses med datidens briller, men udsagnet stammer fra 1964, ikke 1950. Det er selvfølgelig stadig længe siden, men det var jo netop i 1960’erne, at kernefamilien med mor i køkkenet og far på arbejdet blev brudt op, og ungdommen begyndte at sætte spørgsmålstegn ved de nedarvede kønsroller, hvor fatter altid havde ret. Det må selv une bourgeoise som Jackie have bemærket. Men hvordan kan det så være, at en kvinde som Jacqueline Kennedy stadig, næsten to årtier efter sin død, bliver dyrket som ikon? Alverdens dame- og modeblade laver på årligt basis artikler, der guider unge kvinder til, hvordan de kan blive (first) ladylike som Jackie. Det er noget med hat og handsker og et afdæmpet pencil skirt til knæene. Modebilledet er for tiden fuld af små håndtasker, knaldrøde læbestifter og elegante pumps som i 1960’erne. Og på tv kan vi se populære serier som ’Mad Men’, Pan Am’, ’The Kennedys’ og den nu droppede ’The Playboy Club’, som hylder et kønsrolle-ideal, der ikke længere findes. Et ideal, hvor kvinder er indsnørede i korset og konstant måles og vejes på deres grad af knepbarhed versus kone-potentiale. Tiden må være moden til at sende dukkebarnet Jackie Kennedy på pulterkammeret sammen med teaktræsbordet og de hæklede dækkeservietter. Hun er repræsentant for et kvindebillede og en valium-generation af underdanige og uvidende damer, som måske nok var et naturligt forbillede i sin samtid, men som har fået en plads i historien, hun slet ikke har fortjent. Vi kan ikke bruge sådan en kvinde til andet i dag end at gyse og tænke: Godt man ikke levede dengang. Men Jackie-feberen raser igen. Da The Obamas tiltrådte, diskuterede man endda om Michelle Obama havde » Jackie-potentiale«, og der drages sammenligninger mellem de to kvinder overalt på nettet. Heldigvis har Mrs. Obama lidt mere at byde på end at folde servietter og føde arvinger. For tiden er løbet fra tavse trofækoner. Hvornår mon modebladene og medierne opdager det? (Se Jackie Kennedy vise rundt i det hvide hus og fortælle om marmor og porcelæn HER)