Det er svært at være imod, at landets homoseksuelle par fremover også kan blive viet i en kirke. Det er på alle måder et udtryk for danskernes ønsker om ligestilling og afslappede forhold til seksuelle minoriteter. »If you don’t like gay marriage, don’t get gay married«, som et berømt slogan lyder. Så kan man diskutere, hvor mange homoer der, når det kommer til stykket, gider være med i en klub, der skulle have armen vredet om fra statslig side, før de inviterede indenfor. Hvorom alting er, det der med religion er jo en privatsag. Og hvis folk drømmer om at få kirkeligt velsignet deres kærlighed af en gut i gulvlang kutte med en Le Klint-lampe som halsklud, så lad da endelig de små homoer komme til Gud. Jeg forstår bare ikke, hvorfor så store dele af vores ellers så moderne samfund stadig er bygget op omkring noget så gammeldags som et vielsesritual. Hvorfor skal man for eksempel krydse af, om man er gift, samboende eller enlig i alle former for formularer? Hvad skal staten/banken/tandlægen/rejseselskabet bruge den oplysning til? Hvorfor skal vi alle konstant måles og vejes på vores kærlighedsliv? Og hvorfor skal gifte mennesker have rabat på alt muligt? Se nu den nye multimedieskat; der er der halv pris til den ene ægtefælle, mens samlevende eller ’papirløse’ ikke får det. Ugifte mennesker bliver altså ikke alene straffet økonomisk for at være flittige og arbejde hjemmefra, men også for ikke at have indgået et gammeltestamentligt ritual – nu i statslig forklædning. Min kæreste og jeg er ikke gift. Vi bor sammen, vi har et barn, men vi er ikke gift. Det er helt forkert, får vi hele tiden at vide. »Har I husket at sikre jer, hvis den ene af jer dør?«, spørger folk med bekymrede miner. For det at have børn uden ægteskab svarer til ikke at bruge sikkerhedssele, åbenbart. Eller at glemme kondomet. Så ja, vi har lavet sådan et fornuftigt testamente for at sikre den længstlevende af os. Men det grundlæggende er, at vi mener vores parforhold og kærlighed lige så meget som alle mulige andre, men har bare ikke noget behov for kirke eller rådhus sådan lige p.t. Det kan være, det kommer. Men hvorfor skal vi betale mere i skat af den grund? Hvorfor skal vores boliglån være dyrere? Jeg forstår ganske simpelt ikke, hvorfor gifte mennesker skal belønnes for deres ægteskab. Hvorfor er de finere end os andre? Ægteskab må vel først og fremmest handle om kærlighed eller religiøs overbevisning eller begge dele. Men nej. Det er også altid det første sted, eksperterne sætter ind i TV3’s populær-økonomiske tv-program ’Luksusfælden’. Først et rygestop, så et ægteskab. For at spare penge, forstås. Så kan de fattige nemlig lære det! Og så kan de også sidde der ligesom Helle og Stephen og flytte personfradrag, huslån og særeje frem og tilbage på den spilleplade, vi kalder årsopgørelsen. Alle disse fordele skal man som ’samlevende’ søge juridisk bistand til. Det er med andre ord noget papirbøvl at leve papirløst! Men hvorfor bliver vi i 2011 ved med at ensrette vores livsstil og samfund mod ægteskabet? Alene ordforrådet emmer jo af ’gamle dage’: frierfødder, forlovelse, polterabend, ægteskabsløfter, forlover, brudepige, brudgom, brud, vielse, bryllupsvals, ægtemand og kone, ægtefælle, samliv, ægteskabelige forpligtelser, ægteskabelige uoverensstemmelser, separation, skilsmissebegæring, statsforvaltning, fraskilt, underholdsbidrag. I dén rækkefølge. Penge eller ikke penge. Der vil altid være en klokkeklar fordel ved ikke at være gift: Nemlig at man ikke kan blive skilt. Tænk over det, kære homoer, før I siger ja.