»Dreng eller pige?«, spurgte Kvicklys flinke ekspedient, da familien for nylig på farfars vegne skulle indkøbe den første tohjulede cykel til den treårige datters fødselsdag. Er det nu vigtigt, når man blot er tre, hvæsede jeg vantro til husbonden. Men ja, det var vigtigt, for Kvickly fører to slags cykler: en lyserød drøm med bløde linjer og prinsessetegninger og en mørkeblå, råt-udseende BTX-lookalike.
Cykler til prinsesser og cykler til prinser. Kvickly havde ingen, der bare var en cykel til et barn på tre. Ser man sig omkring, kan man desværre ikke undgå at opdage, at Kvickly bare er en del af virkeligheden, som den ser ud i øjeblikket.



























