Er det god socialdemokratisk politik at støtte en borgerlig politiker, der i 18 år har stået i spidsen for et af Europas mest omdiskuterede skattely?
Er det i danske vælgeres interesse at støtte en mand, der drømmer om en slags EU-hær?
Er det virkelig oplagt for danske og andre europæiske stats- og regeringschefer at pege på en supereuropæer som ny leder af EU-kommissionen, når det ikke er mere end en måned siden, at millioner af europæere rystede fundamentet under EU og stemte en mindre hær af EU-fjendtlige politikere ind i Europaparlamentet?
Spørgsmålene melder sig naturligt, efter at EU’s stats-og regeringschefer i går udpegede Luxembourgs tidligere ministerpræsident, Jean-Claude Juncker, til ny EU-kommissionsformand.
Kontroversiel kandidat udpeget til EU-toppostMen inden du tænker alt for dybt over svarene, får du lige en slags mellemsvar: Glem dem. De betød alligevel ingenting.
Det var nemlig slet ikke politisk substans, der var udslagsgivende, da EU’s stats- og regeringschefer i går blæste på den britiske premierminister David Cameron protester og udpegede Jean-Claude Juncker.
Statsminister Helle Thorning Schmidt (S) og hendes EU-kolleger var primært drevet af et ønske om at undgå en konfrontation mellem dem og et Europaparlament, der på forhånd havde gjort Juncker til sin kandidat.
Det var vigtigt: For i medfør af Lissabontraktaten skulle EU’s stats-og regeringschefer tage højde for resultatet af Europaparlamentsvalget i maj ved udnævnelsen af den nye kommissionsformand. Og da valget gav borgerligt flertal, blev parlamentets borgerlige og socialdemokratiske fløje hurtigt enige om, at så var de borgerliges spitzenkandidat – Jean-Claude Juncker – det eneste rimelige valg.
Begge parter så en interesse i at knæsætte et princip om, at det er Europaparlamentet, og ikke de 28 EU-landes stats- og regeringschefer, der reelt udpeger formanden for EU-kommissionen.
Portræt af ny EU-chef: Jubel-europæeren der splitter EUOg – trods højlydte britiske protester – fulgte stats- og regeringscheferne så trop i går, hvorved en vigtig magtbalance forskød sig fra de folkevalgte stats- og regeringschefer til de folkevalgte europaparlamentarikere.
På den måde afværgede stats-og regeringscheferne det drama, der ellers ville være fulgt: Hvis de havde udpeget en anden kandidat end Juncker, villle et flertal i Europaparlamentet straks have stemt vedkommende ned, når han eller hun skulle godkendes i parlamentet.
Ikke på grund af kandidatens kvalifikationer, men fordi man ville kunne. For at understrege sin magt. Den kamp ville stats-og regeringscheferne ikke tage. Det kunne have udløst en institutionel krise, som man ikke ønskede at udløse. Heller ikke selv om flere af de socialdemokratiske ministre og deres baglande må have følt sig fristet.
Skatte(konge)ål
For det første står Jean-Claude Juncker som et politisk symbol på et af Europas notoriske skattely, der lokker rigfolk og virksomheder til med gunstige skattevilkår og oplysningsregler: For indtil han sidste år blev væltet af en efterretningsskandale stod han i 18 år i spidsen for Luxembourg, hvor den finansielle sektor voksede fra nærmest ingenting i 1980’erne til over 20.000 milliarder kroner sidste år.
Hvor finanskrisen i 2008 trak tæppet væk under store dele af det øvrige af Europa og sendte millioner af europæere ud arbejdsløshed eller direkte fattigdom, så fremstår Luxembourg nu som Europas rigeste land målt på bnp per indbygger.
Cameron: Det er en dårlig dag for Europa»På hans vagt opnåede og fastholdt Luxembourg sin position som EU’s top-skattely, eller – med landets finansministers mere politisk korrekte ord – så udviklede det sig til et anset ’finanscentrum’«, påpegede den britiske kommentator James Bloodworth i The Guardian.
Ifølge EU-opgørelser går EU-landene hvert år glip af 7.000 milliarder kroner i skatteindtægter som følge af skattetænkning og direkte skattesnyd.
For det andet er Jean-Claude Juncker snarere tilhænger af mere union end af mindre, herunder en form for EU-hær. Men hvis man endelig skal tale om, at stats-og regeringslederne skulle tage hensyn til valget af Europaparlamentet, når de udpegede en ny EU-kommissionsformand, så var det vel næppe et signal om mere union, de læste?
Sarkastisk Cameron tør ikke anbefale ThorningNuvel, de borgerlige partier bag Juncker blev den største gruppe i Europaparlamentet, men de blev også de største tabere og gik 53 mandater tilbage til 221. Omvendt blev valgets helt store vindere EU-skeptiske og direkte EU-fjendtlige partier som britiske UKIP, franske Front National og Dansk Folkeparti.
Så de borgerlige partier fik måske nok flertal, men de skrumpede ind. Og tendensen peger i retning af en tiltagende EU-skepsis, der alle de nationalistiske partiers samarbejdsproblemer til trods er ved at slå rod ud over store dele af EU. Er en mand som Juncker den rette modgift?
I spændetrøje
Stats- og regeringscheferne forsøgte i går at løse de forbehold, som ikke mindst venstrefløjen måtte have over for Juncker, ved at underlægge ham et arbejdsprogram. Det pålægger ham bl.a. at bekæmpe skatteunddragelse og decideret skattesnyd og at arbejde for en grøn dagsorden.
Men det ændrer ikke ved, at udpegelsen af ham afspejler, at en lang række af EU’s stats-og regeringschefer primært valgte ham af institutionelle grunde – for at undgå en institutionel krise – og ikke fordi han står for en politik, der kan genskabe tilliden mellem EU-projekt og vælgere. Det politiske kom først bagefter: Da man skulle tøjle den mand, man lige havde udpeget.
Det store spørgsmål er, om det vil fremme forståelsen for EU eller bekræfte indtrykket af en union, der lukker sig om sig selv. Og bekræfter billedet af en venstrefløj, der har været mere optaget af at fordømme den britiske premierminister som en politisk tumling, der i dramaet om Jean-Claude Juncker spillede sine kort elendigt, end af at forholde sig til, om han i den politiske substans havde en pointe.
fortsæt med at læse
