Jeg kunne intet gøre for at stoppe det og havde heller ikke lyst til at prøve. Det flød bare. Jeg var lige kommet over målstregen ved Frankfurt Marathon, og det var tårerne, der flød. Jeg hulkede simpelthen. Stod på den røde løber i messecentret Festhalle og var omgivet af andre løbere, der bogstaveligt talt væltede ind. En faldt om en halv meter efter målstregen, og samaritter strømmede til. En anden faldt på knæ. Jeg stod blot og hulkede med hænderne foldet sammen over mit hoved.
Og var fyldt op til randen med et sammenrend af følelser, der normalt kun viser sig en ad gangen, men her var filtret ind i hinanden. Glæde. Eufori. Stolthed. Smerte. Lettelse. Lykke. En stor lys grød. Måske var det den totale udmattelse, der viste sig på denne måde. Måske var jeg lettet over, at måneders forberedelse nu udmøntede sig i en fantastisk oplevelse. Alle parader var flået væk. Mine tårer var en 1:1 gengivelse af mit indre. Jeg følte mig forbundet med alt omkring mig. Projektørerne i loftet var en del af mig. Det røde tæppe. De andre løbere. Speakerens stemme i højttalerne. Musikken. Fotografernes blitzlys. Det hele væltede ind og blev til mig. Som om jeg efter løbet var skåret op på midten og vredet helt åben, så alt omkring mig flød ind.
