OM en måned og cirka tre tusinde mord med den nuværende dødskvote skal en »fredskonference« i Genève forsøge at løse Syriens problemer. Det er unødvendigt at spørge, om omverdenen er ligeglad.
Assad-diktaturets mordmaskine kører så effektivt, at både den arabiske verden og Vesten overvejer, om hans regime alligevel skal have lov at overleve. Hvorfor? Fordi diktatoren tilsyneladende er svær at få has på. Fordi han ikke hidtil har været modtagelig for tilbud om asyl i udlandet. Fordi hans bestialske krig har splittet oprørerne så grundigt, at alternativet er svært at få øje på. Og fordi hverken den arabiske verden eller Vesten vil stoppe Assad, arrestere ham, retsforfølge ham eller dræbe ham. Og det vil Rusland, Iran eller Hizbollah slet ikke - de har modsat finansieret og bevæbnet Assad og hans bødler.



























