Der er to ting, der er sikre i de ellers uforudsigelige forhandlinger om regeringens økonomiske 2025-plan. Dansk Folkeparti vil gerne have dem til at handle om udlændinge, og hver gang Venstre lægger op til nye stramninger, er DF to skridt længere fremme.
Det gælder også kravet om, at Danmark skal tage forbehold eller træde ud af tre af de internationale konventioner, der regulerer staternes forpligtelser over for egne og andre landes borgere. Dansk Folkepartis indædte kritik af konventionerne er velkendt, men Thulesen Dahl fremfører sit krav, mens regeringen på de indre linjer forsøger at finde ud af, hvordan den kan komme i offensiven uden at gå international enegang og ryge ud af ’det gode selskab’.


























