Det Radikale Venstre i København har lanceret en interessant strategi i kampen for at bevare den borgmesterpost, som partiet vandt i 2005, da radicoolismen stod i zenit. Dengang blev partiets spidskandidat, Klaus Bondam, bl.a. markedsført som en potentiel lækker overborgmester. Selvom det ikke lykkedes De Radikale i København at nå helt op på resultatet fra Folketingsvalget tidligere på året, var der mange, der havde appetit på den tidligere skuespiller. Bondam fik 11.889 personlige stemmer og med 11, 8 pct. af stemmerne opnåede partiet de magiske syv mandater, der udløser en borgmesterpost i København. Siden er Bondams stjerne falmet både i og udenfor partiet på grund af en stribe dårlige sager: Der var økonomisk rod i forvaltningen. Der var den kommunalt betalt cykeltur til Paris. Der var rykkergebyrerne på kreditkortet hos Danmarks dyreste borgmester. Selv mange partifæller mener nu, at Bondam er damaged goods. Mange radikale ville derfor hellere have haft den populære Manu Sareen som borgmesterkandidat. Manu Sareen står imidlertid til at overtage Lone Dybkjærs stensikre folketingsmandat i København, og så han han vil hellere i Folketinget. De Radikale hænger på skandaleplagede Bondam. Hvad gør man så, når man som parti gerne vil bevare taburetten? Ja, man laver en lille fiks manøvre, vi kunne kalde Bondam-gambitten: Partiet gemmer simpelthen spidskandidaten væk, og lader den populære Sareen være omdrejningspunkt for valgkampen. Vælgerne skal således glemme den belastede Bondam, og lokkes til at tro, at det er Sareen, der vil tegne partiet i de næste fire år. Men er i virkeligheden vil Bondam igen træde frem fra skyggerne 18. november, mens Manu Sareen med 99 procents sandsynlighed forlader Borgerrepræsentationen efter et kommende folketingsvalg. Smart! SF kan med fordel overveje også at spille en Bondam-gambit. De burde sende spidskandidat Bo Asmus Kjeldgaard, der heller ikke er for populær blandt venner og fjender, på tre uges ferie. I stedet kan Villy Søvndal, der jo er folketingskandidat i København, tage over og repræsentere SF under valgkampen. Det ville give SF en jordskredssejr, og Søvndal kunne så træde ud igen med det samme. Det er muligt, at Bondam-gambitten kan redde De Radikales borgmesterpost. Men er det ikke en tand for uærligt? Har vælgerne i København ikke krav på, at den mand, der faktisk skal tegne Det Radikale Venstre i de kommende fire år, stiller sig op forand byens borgere og vender ansigtet til musikken i stedet for at sende en vikar?