Siden det svedige finanslovsshow i august har der været larmende tavshed om den nye finansminister. Mens alle taler om krise og ledigheden stiger støt, så har finansministeren været helt fraværende i debatten de sidste to måneder. I det hele taget virker Claus Hjort Frederiksen ikke til at have det helt rart i sit nye embede. Da han blev slagtet af vismændene forleden, virkede han næsten som en mand, der resignerende undrede sig og helst ville hjem og gemme sig under sengen. Man kan sige meget om hans indsats som beskæftigelsesminister, men her var han en commanding presence. En mand, der tydeligvis beherskede alle de komplicerede regler, og effektivt forfulgte sin politiske dagsorden om at foretage et ideologisk kursskifte fra ledighed som et samfundsproblem til ledighed som et individuelt problem. Som finansminister er den frygtede Hjort reduceret til Bambi på glatis. I går tumlede han direkte ind på den politiske scene, da han smed S og R ud af globaliseringspuljen, fordi de ikke ville deltage i børnepengelussingen til 11.000 familier med små indkomster. Dermed er hele det omfattende velfærdsforlig om bl.a. efterløn truet. Er det kun mig, der har fornemmelsen af, at strategen bag denne manøvre er Manden Med De Gule Lapper? Den rutinerede finanslovsræv vil helst have regeringen for sig selv, når globaliseringsmillarderne skal uddeles, og har nu lokket Hjort ud på isen med en tvivlsom fælde, der skulle tvinge S-SF ud af forliget. Kom nu, Hjort. Vandet er stift... Nu er ikke blot Hjorten landet på maven. Han risikerer at tage hele den parlamentariske tradition for brede forlig med sig i faldet. Hvis forligsparterne blot kan plukke enkelte forslag ud, og vedtage dem uden om forligskredsen, så falder hele pointen med at indgå en aftale. Det vi kan blive enige om, bliver der forlig om - det vi er uenige om, stemmer vi igennem alene. Som en - nå ja - mild kritiker af Margrethe Vestager har det været godt at se hende træde i karakter i denne sag. Hun afklapsede den frustrede Hjort i både TV2 News og DR's Deadline med et drillende overskud. Hun twitter sgu også om politik nu. Hvad kan det ikke ende med? Er det for meget at håbe på, at statsministeren kunne komme hjem fra Bruxelles, og træde ind i rollen som Stampe? Langsomt og nænsomt få skubbet benene på plads under Bambi igen - i hvert fald for en tid?