»Pokkers genialt, at vi fik en socialist til at styre åbningsceremonien«, skrev Tony Blairs tidligere spindoktor Alastair Campbell begejstret på Twitter, da OL fredag nat åbnede i London.
»De føles som at se en enormt dyr genindspilning af Labours partikongres«, skrev en anden kommentator om ceremonien, der blev styret af filminstruktør Danny Boyle. Omvendt skrev det konservative medlem af det britiske Underhus Aidan Burley, at det var »den mest venstresnoede åbningsceremoni nogensinde – endnu mere end i Beijing, hovedstaden i en kommunistisk stat«, og glædede sig, da idrætsfolkene endelig kom ind, så man slap for mere »venstredrejet, multikulturelt crap«. David Cameron rykkede hurtigt ud med en irettesættelse af sin partifælle. Premierministeren fandt åbningen »spektakulær, stærkt underholdende med tryllebindende øjeblikke, men først og fremmest morsom og rørende«. Og det var måske den mest præcise beskrivelse overhovedet. For ganske vist var åbningsceremonien politisk. Men snarere end et indlæg i en national britisk debat smed Danny Boyle et smukt og velgørende forsvar for de europæiske velfærdssamfund direkte ind på skærmene i USA, Saudi-Arabien, Kina og resten af den verden, hvor vores samfundsmodel betragtes som antikveret.
