I sidste uge blafrede de røde faner foran arbejdsretten, da fagbevægelsen kunne erklære sejr for den danske model i slaget om blokaden mod Restaurant Vejlegården. Efter gårsdagens lancering af folkeskolereformen fyger beskyldningerne om et angreb på den danske model nu igen gennem pressen. Denne gang ikke mod Vejlegårdens liberale flæskefans, men mod regeringen, der lægger op til, at lærerne skal bruge mere af deres tid på undervisning. Det, mener fagbevægelsen, er at foregribe forårets overenskomstforhandlinger mellem Kommunernes Landsforening (KL) og Danmarks Lærerforening, hvor mere undervisning og flere muskler til den enkelte skoleledelse står i centrum for kommunernes krav.

KL: Lærere skal ikke arbejde mere, men forberede sig bedre Undervisningsminister Christine Antorini bedyrer, at der skam ingen sammenhæng er – hun har blot lavet et politisk oplæg. Reelt er der tale om spilfægteri. For både politikerne og fagbevægelsen er udmærket klar over, at de offentlige overenskomstforhandlinger, modsat det private arbejdsmarked, er vævet tæt sammen med det politiske system. Når KL forhandler, er Finansministeriet altid blind makker ved bordet, da det i sidste ende er ministeriet, der sidder på pengekassen. Og Finansministeriet er på det statslige område selv helt direkte involveret. Omvendt forsøger fagbevægelsen også aktivt at påvirke politikerne og offentligheden. Forud for de offentlige overenskomster i 2008 tog fagbevægelsen med kyshånd imod et S-SF-forslag om en ekstra lønpulje på 5 mia. kr.