Det er blot halvandet års tid siden, jeg stod og småsnakkede med Bernie Sanders i et par minutter til en reception i en af Washingtons venstreorienterede tænketanke. De mange unge mennesker rundt om os anede knap, hvem han var, den hvidhårede mand, der guffede gratis ostesandwich i sig fra buffeten, mens det krummede ned på hans krøllede skjorte.
I dag ville jeg end ikke komme i nærheden af Sanders. Hvis ikke hans livvagter skubbede mig væk, ville horden af unge tilhængere trampe mig ned i jagten på en selfie med den 74-årige senator. Sanders er på seks måneder gået fra ensom særling til politisk superstar efter en valgkampagne, der har inspireret tusindvis af unge amerikanere.




























