Handelsminister Tyge Dahlgaard nåede aldrig at opdage, hvad der ramte ham. Han havde kun været handelsminister et år, da han i september 1967 kom til at lægge afstand til Danmarks skarpe reaktion på oberstkuppet i Grækenland i april samme år.
Her sagde handelsministeren, hvad han som tidligere diplomat mente var ganske indlysende, at »dansk udenrigspolitiks grundformål er at gavne blandt andet økonomiske og erhvervsmæssige interesser«. Dahlgaard var også kommet for skade at sige, at »det er klart, at et lille land som Danmark skal passe på ikke at samle enhver sten op og kaste den over afstande på måske 1.000 kilometer. Det fremkalder kun smil«. Ministerens udtalelse fremkaldte nu ikke smil hos statsminister Jens Otto Krag, der bedre end han forstod det tidehverv, der var i gang, når det gjaldt opfattelsen af den nationale interesse. Hvor det tidligere havde været god latin, at et lille land som Danmark stod sig ved at holde en lav profil i forhold til verdens store konflikter, var en generation på vej, der tværtimod mente, at Danmark skulle træde frem på den storpolitiske scene.
