Glem alt om, at det dramatiske fald i olieprisen over det sidste halve år skyldes en uhellig alliance mellem Saudi-Arabien og USA, der begge ønsker at ramme nogle af verdens øvrige store olieproducenter, som Rusland, Iran og Venezuela. Prisfaldet skyldes noget mere enkelt: markedet. De 12 olieproducerende lande i Opec med Saudi-Arabien i spidsen producerede sidste år 30 millioner tønder olie om dagen. Efterspørgslen efter de sorte dråber var ’kun’ 28 millioner tønder, og fremskrivningerne tyder på, at den ikke lige er på vej til at blive større.
Så længe Opec bliver ved med at pumpe mere olie ud på markedet, end det kan opsuge, vil prisen forblive lav, og måske endda lavere end nu.




























