Danmark er mildt sagt ikke kommet godt fra start i den europæiske diskussion om, hvad vi skal stille op med de mange flygtninge, der er kommet, og med de mange flere, der er på vej. Tyskland regner med at modtage op mod 1 million i år. Seriøse skøn siger, at der siden nytår er kommet næsten en halv million flygtninge til Europa ad søvejen, blandt dem 40 procent syrere.
Selv om Danmark har modtaget ganske mange, og flere end de fleste, er det lykkedes regeringen og Dansk Folkeparti – på ryggen af tidligere regeringer – at skabe et billede af Danmark som ugæstfrit, indadvendt og nationalistisk. Det er det billede, flygtningene bærer; det er det, regeringen annoncerer i udenlandske aviser – og det er det, som bundfælder sig blandt Danmarks nærmeste venner og allierede.



























