Forleden så jeg sammen med en biograf fuld af Politiken Plus-abonnenter Martin Zandvliets nye film, ’Under sandet’. En grusom og bevægende fortælling om en gruppe purunge tyske soldater, der i sommeren 1945 blev sat til at rydde tyske miner på den jyske vestkyst.
Filmens greb er at vise det nervepirrende og livsfarlige arbejde set også med de unge drenges øjne. Dermed sætter den spørgsmålstegn ved rimeligheden i at sætte dem til det livsfarlige arbejde, ved måden, ordren blev gennemført på, og ved de vilkår, der blev budt de ulykkelige, der bare ønsker at komme hjem og genoptage livet efter krigens rædsler.


























