Året 2015 må i den grad siges at have stået i tågesnakkens tegn. Det siger jeg godt nok hvert år, men sidste år slog alle rekorder med en lind strøm af vrøvleri, omskrivninger og andre modbydeligheder.
Jeg har været igennem hele møllen – og jeg har hentet adskillige gode eksempler fra FT’s nye side Volapykopedia – for at kunne kåre vindere af årets volapykpriser. Det mest iøjnefaldende var ikke de udtryk, der skar i øjnene og skurrede i ørerne, men dem, der fik det til at risle koldt ned ad ryggen på mig.


























