Nutidens unge går kun op i performance og overvurderer sig selv med deres ’jeg kan det hele’-attitude – uden at kunne noget. Dette billede af ungdommen støder jeg ofte på. Meget ofte. Jeg sidder jo på en avis som opinionsredaktør … Men – og det er paradokset – i virkelighedens verden møder jeg sjældent disse oppustede overfladiske unge hverken blandt mine børns venner, blandt mine venners børn eller blandt andre unge. Hvor er de? Mærkeligt! Endnu mere mærkeligt er det, at der jo burde være masser af selveksponerende unge overalt i dette samfund. Jeg mener, hvis der er noget, unge i dag er blevet socialiseret til i deres opvækst af andre generationer, så er det at dyrke den ekstreme udadvendthed. ’Husk nu at markere dig!’. Sådan har mantraet været. Jeg har hørt udtrykket mange gange til skole-hjem-samtaler, hvor lærere har set på mine børn og i bedste mening sagt: »Det går jo godt, men du må gerne være mere aktiv i timerne, råbe noget mere op, kaste dig ud i diskussionerne, ja, … markere dig«. Det ekstroverte menneske er – som den amerikanske forfatter Susan Cain skriver i en ny bog – tidens ideal. Omvendt er den introverte, der foretrækker at være stille, ydmyg og fordybe sig, nærmest et problem. Du skal ikke sidde der og falde i staver, marker dig nu i flokken, for din egen skyld, ikke?
Aldrig tidligere er der stillet så store performancekrav til børn og unge som i dag. Og her tænker jeg ikke bare på den rædselsfulde række af perverterede realityprogrammer, hvor unge – af ansvarsløse voksne – inviteres til at udstille sig selv. Nej, jeg tænker på det almindelige børne- og ungdomsliv. Lige siden nutidens unge blev placeret på Troldestuen med 20 andre børn, har det at være social og udadvendt været et livsvilkår. Det fortsatte med masser af gruppearbejde og plenumdiskussioner i klasseværelset.
