Det er dog fantastisk, så mange venner, eleverne på de danske erhvervsskoler har. Ikke mindst blandt landets politikere. Alle vil være venner med dem, alle ønsker dem det bedste, og alle vil hjælpe dem. Der er bare ingen, der rigtig gør noget. De taler alle sammen om det, har efterhånden gjort det i mange år, men nej, der sker ikke rigtig noget. Det er ellers ikke, fordi eleverne ikke har brug for den hjælp, politikerne gang på gang stiller dem i udsigt. Set i forhold til andre ungdomsuddannelser er erhvervsskolerne ubetinget de hårdest ramte, når det gælder frafald. Hver tredje elev, der starter på uddannelsen, får den aldrig fulgt til dørs. På nogle uddannelsesretninger er det helt op mod halvdelen, der dropper ud. For gymnasieelever er det tilsvarende tal 13 procent - og det skal oven i købet ses i lyset af, at gymnasierne i disse år hyler op om alt for mange (svage) elever, der aldrig burde være begyndt på en gymnasieuddannelse. Hvis netop erhvervsskolerne blev bedre til at holde på deres elever, kunne man med god grund være mere optimistisk omkring det forkætrede politiske mål om, at 95 procent skal have en ungdomsuddannelse.

Men det er erhvervsskolerne ikke, og dermed har alt for mange unge mennesker i dag udsigt til en tilværelse, hvor de vil rotere ind og ud ad svingdøren til arbejdsmarkedet. I skrivende stund mangler næsten 10.000 praktikpladser på landsplan, 4.000 i København alene. De arbejdsgivere, som skulle ansætte dem, gør det ikke. Det er altså ikke, fordi de unge ikke vil uddanne sig, men de kan ikke gøre deres uddannelse færdig, når de ikke kan komme i praktik. Som en elevrepræsentant tidligere har udtalt, svarer det til, at gymnasieelever ikke får lov at gå i 3. g, når de er færdige med 2. g. De unge erhvervsskoleelever får rigtig nok tilbuddet om at uddanne sig til noget andet, hvis de ikke kan finde en praktikplads inden for det fag, de har uddannet sig frem imod - kan Jeff ikke blive mekaniker, kan han måske blive frisør, lyder det optimistisk fra skolerne ...