»Jeg har taget doping, jeg har taget epo«, sagde en dansk cykelrytter engang.
Men som han understregede, for ligesom at friholde cykelsporten som sådan: »Jeg købte det selv. Ingen hjalp mig«. Sådan er det ikke i det danske uddannelsessystem. Her foregår dopingmisbruget helt åbenlyst og systematisk. Her er nærmest tale om statssanktioneret doping a la den, der i sin tid fik kvindelige DDR-atleter til at barbere skægget og tale med dybe stemmer. I den danske uddannelsesverden foregår dopingen ikke i form af kanyler og piller, men i form af en bonusordning. Den gør det muligt for ansøgere at gange karaktergennemsnittet med 1,08, hvis de søger ind på en uddannelse senest to år efter bestået studentereksamen. Har ansøgeren oven i købet haft tre fag på højt niveau, må man gange med yderligere 1,06. Alt i alt kan næsten tre ud af fire ansøgere booste deres snit på denne måde.


























