USA’s præsident har gang på gang erklæret, at »det er i USA’s nationale sikkerheds interesse at forhindre Iran i at komme i besiddelse af et atomvåben«.
«Og ..«, som Obama tilføjede i et interview for nylig i det amerikanske tidsskrift ’The Atlantic’: ».. jeg bluffer ikke«. USA har stillet præsteskabet over for et ultimatum, som der ikke er den ringeste udsigt til, at Teheran vil bøje sig for. Obama vil før eller siden enten blive tvunget til at gå i krig eller til at erkende, at det trods alt var bluff fra hans side. Irans ledere vil ikke opgive deres atombombe. Men det er ikke frugtesløst at forhandle og forsøge at finde et kompromis. Kompromiser forudsætter, at parterne er i stand til at forestille sig modpartens virkelighedsopfattelse. Intet tyder på, at Washington har forsøgt. Den mulighed, at Iran stræber efter en position som atommagt af defensive grunde, indgår ikke i de amerikanske overvejelser. USA’s politik er et produkt af 35 års dæmonisering af Iran i amerikansk bevidsthed, et forhold, som iranske aktioner og ikke mindst ledernes retorik har bidraget til.
