Endelig en god nyhed fra Mellemøsten.
Der bliver ikke krig i år, og heller ikke næste år. De to krigsmagere, Israels ministerpræsident, Netanyahu, og hans forsvarsminister, Barak, har ikke, trods store anstrengelser, overbevist den israelske opinion om, at en iransk bombe er livsfarlig for Israel, og at risikoen ved ikke at gå i krig mod Iran er større end risikoen forbundet med at gå i krig. En sådan vurdering er selvfølgelig subjektiv, hvilket bekræftes af, at næsten alle militærkyndige, generaler af reserven, forhenværende chefer for sikkerhedstjenesten og Mossad, inklusive forsvarschefen, er kommet til det modsatte resultat. Den israelske hær vil adlyde ordre, hvis et flertal i regeringen stemmer for krig, men den er en borgerarmé, hvis hovedstyrke består af reservister, og ifølge de seneste meningsmålinger er næsten halvdelen af den jødiske befolkning (det arabiske mindretal er af gode grunde ikke blevet spurgt) imod krigen, 46 procent mod 32 procent. Resten ved ikke.



























