England er et land i Europa, men der er ikke mange europæere i England. Der er en mangfoldighed af identiteter i det Storbritannien, der definerer sig som multikulturelt: konservative, homoseksuelle, muslimer, sikher, arbejdere, teenagemødre, pakistanere og ’bankers’, men europæere kalder næsten ingen sig.
Mange af de unge englændere er tilhængere af Den Europæiske Union, og de vil stemme for at blive på torsdag. Men det handler ikke om identitet og fællesskab med Den Europæiske Union, det handler om, at de får større frihed og flere muligheder i unionen. De kan se, at den er til deres fordel.


























