Selv om alle 16 deltagere i slutrunden nu har været i aktion for første gang, er det naturligvis endnu for tidligt at konstatere, at en enkeltstående favorit til at vinde EM har skilt sig ud. Bevares, det er svært at anfægte, at især Portugal, Tyskland, Holland og Spanien er kommet overbevisende fra start med både sikre sejre og charmerende godt spil, men fodboldhistorien har kun alt for tydeligt vist, at mental og fysisk holdbarhed er så vigtige faktorer, at vi også skal igennem anden indledende runde, før det er bekræftet, at de kommende europamestre befinder sig i den kvartet. Holder tesen om, at der er råd til én dårlig kamp i en slutrunde, er der i hvert fald stadig plads til, at de indledende skuffelser kan spille sig ind i turneringen. Frankrig gjorde det svært for sig selv ved at spille uden initiativ, risiko og mål mod det formodet svageste hold, Rumænien, i gruppe C, men fik det ene point, der gør en smal sejr over Holland særdeles brugbar. I så fald kan endnu en gang 0-0 mod Italien være nok til at gøre videre. Italienerne er selvsagt heller ikke ude af EM, men 0-3 er så stort et nederlag, at der ikke er nogle luskede genveje til kvartfinalerne - to sejre er ganske enkelt en nødvendighed. Vakler forsvaret videre, som det gjorde undervejs mod den indledende blamage, er det imidlertid en forudsætning, verdensmestrene vil få uhyre svært ved at opfylde. Så hvem ved: Rumænerne kan måske sende italienerne helt ud af turneringen og sig selv ind i selskabet af outsidere, hvis fredag aften er tidspunktet, hvor de beslutter sig for at forfølge og har held til at udnytte muligheden for at avancere? Under alle omstændigheder er gruppe C som ventet den mest åbne, men gruppe D kan også skærpe spændingen i den indledende fase af EM – i hvert fald når det gælder adgang til kvartfinalerne i selskab med Spanien. Selvfølgelig er der kun grund til at juble på svenskernes vegne, men realiteterne er, at de vandt over en nærmest destruktiv flok forsvarende europamestre – med fem forsvarsspillere og en defensivt indstillet midtbane så Grækenland i hvert fald ud til at satse ualmindeligt ensporet på en enkelt afgørende scoring efter hjørne- eller frispark eller til nød et 0-0-resultat. For fodboldspillets skyld var det befriende, at den indstilling blev straffet, men bortset fra den bragende flotte scoring af Zlatan Ibrahimovic var det ærligt talt svært at lade sig imponere af den svenske præstation – i hvert fald i en sådan grad, at det helt kan udelukkes, at Rusland ’bare’ tager to sejre i træk og dermed andenpladsen efter de tilsyneladende inspirerede spaniere. Og hvem ender så med at vinde det hele? Ja, den ydmygende hån er unægtelig rykket nærmere, men ikke desto mindre er det stadig muligt at stå ved den første indskydelse. Frankrig hutler sig igennem den indledende gruppe, slår Spanien i kvartfinalen, Rusland i semifinalen og Portugal i finalen. Lad bare de verbale øretæver falde tungt allerede nu eller om fire dage, når alt - måske - ser meget anderledes ud!
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hendes forældre flygtede fra Afghanistan til Danmark. Nu sidder hun på en af de tungeste poster i regeringen
-
»Hun pisser på 75 procent af folketingsgruppen«: Socialdemokrater er i oprør efter Hummelgaards forfremmelse
-
Er det en joke?
-
Elisabet Svane: Pia Olsen Dyhr har lavet en 'Vestager'
-
Professor: Det ligner forberedelse til dommedag
-
Nu har økonomer regnet og sat tal på regeringens løfter
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Portræt
Måske er det ikke så underligt, at højrefløjen holder af den nye kulturminister
Lyt til artiklenLæst op af Johanne Lerhard
00:00




























