En statsmand blandt statsmænd - sådan fik Lance Armstrong lov til at fremstå, da han med tidligere præsident Bill Clinton som vært og regeringsledere fra hele verden som nærmeste tilhørere i New York forleden lancerede nyheden, som alle kendte på forhånd: den syvdobbelte vinder af Tour de France sætter sig efter mere end tre års pause på cyklen igen for at konkurrere på højeste plan. Omstændighederne signalerede med al tydelighed, at Lance Armstrong betragter sig selv og sin sag som større end sporten. Og det vel med god ret - selv det største cykelløb i verden kan aldrig blive vigtigere end kampen mod kræft, men er til gengæld en rigtig god platform for udbredelsen af et budskab. I det perspektiv har Lance Armstrong allerede vundet. I sportshistorisk sammenhæng ved at sætte en sejrsrekord, der aldrig bliver slået. Fremadrettet ved i hvert fald et år eller måske endda to at sikre sig global opmærksomhed om sin rolle i den nødvendige indsats mod kræftsygdommen, som han selv har haft så tæt inde på livet. Derfor synes det underordnet for amerikaneren, om han vinder Tour de France 2009 - og måske især af den grund virker det også helt usandsynligt, at det skulle lykkes. Det virker oprigtigt, når Lance Armstrong siger, at han ikke kan garantere den ottende sejre, men godt love at »Live Strong-budskabet (navnet på hans kampagne, red.) vil ramme alle aspekter i vores samfund«. Den garanti kan en verdens mest mediebevidste sportsmænd udstede, for han ved, hvordan udsigten til mikrofoner, kameraer og kuglepenne vil være fra 1. etape af Tour Down Under, hvor hans comebacksæson begynder, til i hvert fald afslutningen af næste års Tour. Når den kolossale opmærksomhed i sig selv er et erklæret mål, bliver resultaterne mindre vigtige ­- og når det sker, udebliver de som regel også. Lance Armstrong skal nok gøre Tour de France mere interessant end vel sagtens nogen sinde før. Han vil køre for at få maksimal eksponering - det kommer til at koste kræfter. Han vil køre på et hold med forventet intern rivalisering - det kommer til at koste kræfter. Og vil køre i et felt, hvor unge rebeller næppe vil give ham samme respekt som tidligere - det kommer til at koste kræfter. Under sådan et pres ville nogle cykelryttere måske føle sig fristet til at søge 'hjælp' gennem ulovlig medicinering, men uagtet tidligere mistanker så forekommer det ret sikkert, at Lance Armstrong også vil have godt styr på den del af sit comeback - hans sag og hans position kan dårligere end nogen sinde før holde til en dopingafsløring. Nej, Lance Armstrong vinder aldrig Tour de France igen. Men måske er hele hans planlagte pointe også, at der er vigtigere ting i tilværelsen at bekymre sig om.