Når selv brasilianerne må opgive at danse samba til vuvuzelaens hyletone for i stedet at knokle sig til en beskeden sejr over de lavest rangerede af alle potentielle modstandere, så er det vist officielt: VM 2010 er indtil videre en ualmindelig kedelig fodboldbegivenhed. Efter at alle 32 nationer har været i aktion for første gang, er der vel kun med opbydelse af rigtig god vilje og venlighed grund til at rose Sydkorea, Chile og – af alle – Tyskland for positive bidrag til underholdningen på banerne i Sydafrika. Det giver ingen mening at skælde nogen ud for de manglende mål og spektakulære præstationer, snarere at søge årsager for at holde liv i håbet om snarlig begejstring. Jubulani-bolden er en af dem. Det er åbenlyst, at alle hold har så vanskeligt ved at styre såvel indlæg fra fløjene som de lange dybde- og diagonalafleveringer, der kan skabe ubalance i en etableret forsvarsformation, at det korte, flade pasningsspil bliver foretrukket. Det kan ’ethvert’ hold til gengæld meget lettere blokere for ved blot at stille tilstrækkelig mange spillere i bageste kæde, så det bliver særdeles vanskeligt at score de mål, der til enhver tid åbner fodboldkampe. En anden årsag er, at de individualister, som vi alle sammen har glædet os til at se folde sig ud i ekvilibristiske detaljer, stort set alle sammen er del af hold, der ikke er kommet til slutrunden for at optræde som entertainere. De er i Sydafrika for at få taget et gruppebillede omkring en pokal søndag 11. juli. Derfor har feltet af store favoritter og kvalificerede bud på outsidere til titlen indtil videre haft langt mere fokus på at undgå ubehagelige overraskelser end på at levere opmuntrende tv-billeder til hele den hungrende fodboldverden. De har – bortset fra Spanien – sørget for at hutle sig igennem til status quo med uafgjort eller de smalle sejre, der har gjort scoringsgennemsnittet rekordlavt. Det og underholdningsniveauet kan kun stige, når nogle af første rundes tabere nu bliver nødt til at spille med større risiko.