FCK skal jo bare vinde det mesterskab

Lyt til artiklen

Andenpladser og andre hæderlige placeringer er de for længst holdt op med at samle på i FC København. Det er kun sejre og titler, der betyder noget for den sportslige del af Parken Sport & Entertainment A/S. Derfor er det også under markant pres, at FCK’erne åbner deres nationale forårskampagne med aftenens kamp på Brøndby stadion. På dagen er Ståle Solbakkens hold ikke stærkere, end at de elleve udvalgte kan udfordres af et hvilket som helst af de øvrige hold i superligaen og derfor naturligvis vil tabe kampe i løbet af de kommende tre måneder. Vinterens tre nøgleindkøb har til gengæld føjet så meget yderligere styrke og bredde til truppen, at kvaliteten overstiger alt, hvad konkurrenterne i superligaen kan præstere, så FCK skal jo bare vinde det mesterskab. Det ved spillerne, det ved træneren, det ved ledelsen og det ved ikke mindst alle konkurrenterne. Netop deri ligger den største risiko for mesterskabsfavoritterne. Selv om holdet foreløbig kun ligger på tredjepladsen, vil FC København også i dette forår være ’det jagede vildt’ i hver eneste spillerunde. Det er holdet at slå for hver eneste modstander. Og når programmet så endda er lagt så interessant, at den første af slagsen er førerholdet fra Vestegnen, så kan FCK blive rystet allerede i første forårsrunde. De er sultne efter fodbold i Brøndby, både på banen og på tribunerne, så det vil ikke være specielt overraskende, hvis spillelyst og begejstring ender med at bære hjemmeholdet frem til sejr over et hold, der allerede er sendt i en lille smule knæ af resultatmæssig europæisk skuffelse og ikke mindst den usikkerhed i midterforsvaret, som kampene mod Manchester City afslørede. Vinder Brøndby, er forspringet til FC København med det samme øget til fem point. Det er selvfølgelig i sig selv sagtens til at indhente i løbet af 15 kampe, men effekten af nederlagets skuffelse og konkurrenternes modsatrettede eufori risikerer at blive meget større end de tre tabte point alene. Status quo i forhold til Brøndby vil til gengæld give københavnerne fred til at arbejde solidt og langsigtet med truppens forventede generelle overlegenhed i stedet for at skulle halse efter rivalerne fra første færd. Så mon ikke FCK’erne vil betragte uafgjort på Brøndby stadion som et godt udgangspunkt for det mesterskab, de bare skal vinde?

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her