I lærebøgerne om moderne ledelse og mandskabspleje er det vanskeligt at finde kapitler, der ligefrem anbefaler de metoder, Morten Olsen bruger i sit arbejde som træner for det danske fodboldlandshold.
Hans brændende engagement kommer til udtryk i en ofte sammenbidt attitude, hvor personalet – altså nationens udvalgte – i kontante vendinger får at vide, hvad de gør rigtigt, forkert og bør forbedre. Om spillerne og omgivelserne synes om den håndtering eller ej, bekymrer ikke Morten Olsen. Han er af den overbevisning, at det er sådan, en lille nation skaber de bedste resultater på fodboldbanen – og 12 års ansættelse dokumenterer, at det sker med intens opbakning fra dem, der betaler hans løn.



























