Det er bare den seneste af mange rystende nyheder fra Kijev, men den er meget sigende: Russiske diplomater har angiveligt uddelt pamfletter i ukrainske skoler, hvor de advarer om, at børnene må indstille sig på at blive adopteret af homoseksuelle ægtepar, hvis Ukraine underskriver aftaler med EU.
Den historie fra netmediet EUobserver kunne de europæiske topfolk passende starte med, når Vladimir Putins limousine i morgen er kommet forbi demonstrationerne for bøssers og lesbiskes rettigheder, og den russiske præsident møder op i EU's ministerrådsbygning, Justus Lipsius.




























