Det bliver med bøjede hoveder, at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og resten af Europas ledere i aften samles for at gøre status efter det europæiske valg.
’Up yEUrs’, skrev den store britiske tabloidavis The Sun i går på forsiden. Fotoet af en skraldgrinende Nigel Farage, leder af det sejrende UK Independence Party (Ukip) opsummerer situationen lige så godt som lignende jubelbilleder af alskens modstandere og skeptikere på tværs af Europa. Både i Danmark, Sverige, Frankrig, Tyskland, Grækenland og mange andre lande blev regeringer og midterpartier i forskellig grad valgets tabere.



























