Årets sidste EU-topmøde i slutningen af sidste uge må have været en drøm for Storbritanniens premierminister: Der skete stort set ikke noget, det var færdigt en dag før planlagt, og David Cameron kunne smutte hjem til London uden at holde pressemøde.
I betragtning af, hvordan han markerede topmødet i oktober med et raserianfald over en ekstraregning fra EU, var det nok en lettelse for alle. Men det var også et øjebliks stilhed før den storm, der venter briternes forhold til resten af EU næste år.




























