Kronik afJesper Dalgaard Pøhler

projektleder, Aalborg Universitet

Det er ikke med min gode vilje, at jeg spiser vegansk, for det ville være langt nemmere at lade være og bare passe ind. Balancen mellem at passe sig selv og forandre verden er ekstremt svær, og jeg fejler nok oftere, end jeg har lyst til at indrømme.

Frustreret veganer: Du er sikkert allerede kørt helt træt i dette indlæg og bander mig langt væk

Lyt til artiklen

Som barn elskede jeg ostehapser, sildepostej, blodpølse og makrel i tomat. Da jeg fik en kæreste i gymnasiet, hyggede vi os med at stege en roastbeef og spise den med bearnaisesovs. I dag er vi gift, men vi kommer nok aldrig til at spise det igen. Vi har nemlig levet af planter i snart ti år.

Mine barndomsminder om sandwich med æggesalat på stranden er stadig positive. Og jeg mærker hyggen og glæden ved tanken om en klapsammenmad med leverpostej, selv om jeg i dag synes, at det er noget mærkeligt noget at spise. Jeg er dog sikker på, at mine børn – der vokser op på vegansk kost – vil knytte de samme varme tanker og gode minder til ’ikkesalat’ og plantepostej.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her