De seneste år har jeg været fast deltager til Bogforum i Bella Center på Amager, og for mig har det været en mulighed for at lytte til forfatterne, men også for at komme i øjenhøjde med nogle af de forfattere og personligheder, som jeg beundrer og er inspireret af. Jeg har dog også altid undret mig over, hvor forfatterne og alle de andre var, når de ikke opholdt sig på scenen. En oplagt efterforskningsopgave for en forfatterdebuterende efterforsker.
I år udkom min debut som digter, min deltagelse i messen var derfor også som forfatter på flere scener. Jeg kan allerede nu afsløre, at jeg løste min selvopfundne efterforskningsopgave i løbet af weekenden, og jeg fik i dén grad et indblik i hvidvinsparnassets gøren og laden.




























