Spørgsmålene blafrer i historien: Hvorfor sejlede Titanic ikke bare uden om det isbjerg? Hvor var kaptajnen? Hvad lavede styrmanden, mens de rige dansede sig i døden, og fanden tog resten?
De samme spørgsmål får jeg igen og igen, når jeg i disse måneder besøger landets gymnasier og højskoler. Men her spørger de unge ikke til isbjerget, de spørger til den globale opvarmning. Den opvarmning, der allerede i år overgår de 1,5 graders temperaturstigning, som vi for ti år siden besluttede, den ikke måtte.
Alle alarmer bimler og bamler på vores skib, og de første hold er allerede hoppet i redningsbådene eller det iskolde vand. Millioner flygter fra ulidelig tørke eller voldsomme oversvømmelser. Verdens meteorologer skriger sig hæse og sammenligner det med en meteor, der har direkte kurs mod Jorden, mens alle lukker øjnene.
Danske forsikringsselskaber anslår, at der venter skader på mere end 400 mia. kr. alene fra skybrud og stormflod i Danmark, hvis ikke vi investerer 130 milliarder i klimasikring nu. Over 600.000 familier i Danmark risikerer, at deres bolig bliver så påvirket, at de ikke kan sælge eller forsikre den.
Det er vildt.
Og dog er de globale klimatopmøder blevet til grin, og den grønne omstilling herhjemme er nærmest gået i stå. Vi skruer op for musikken og danser videre mod isbjerget. Jeg forstår godt, at de unge på nederste dæk spørger: Hvorfor?
Jeg har så svært ved at svare på det spørgsmål.
I tre årtier har jeg kæmpet for klimaet. Som aktivist, som ngo, som stifter af den grønne tænketank Concito – og som politiker. Hver dag, hvert eneste år har jeg stillet mig selv de unges spørgsmål: Hvorfor er det så svært at samle nation og mennesker om at gøre det åbenlyst rigtige, når så meget er på spil? Vores liv, vores fremtid, vores børn?
Nu har de unge tvunget mig til at se svaret i øjnene: Den politiske uvilje til at dreje skibet skyldes to sejlivede myter, der gennemsyrer vores bevidsthed og lammer vores handlingsevne. To myter, som især den politiske ledelse af Danmark bærer ansvaret for:
Den første myte er, at vi er godt i gang. At Danmark faktisk er verdensmester i den grønne omstilling, et forbillede for alle andre lande. Myten holdes aktivt i live af det politiske niveau. Med tårer i øjnene holder minister efter minister, regering efter regering, tale til nationen om egne fortræffeligheder i en sort verden.
Men det er desværre løgn. Historisk har Danmark gjort det bedre end andre i forhold til energieffektivitet og vedvarende energi. Det er grunden til, at vi måske kan nå 70 procent CO2-reduktion på dansk jord i 2030. Men i dag står det reelt bomstille – eller går den forkerte vej.
Vi har lige tabt udbuddet af 3 GW havvind på gulvet, fordi regeringen ikke ville garantere et brintrør til den tyske grænse, som tyskerne for længst har besluttet på deres side, og som ville give opstiller sikkerhed for at kunne anvende og afsætte den grønne strøm. Man har derudover udspændt nye snubletråde for byderne ved at insistere på et statsligt medejerskab, der alt andet lige øger usikkerhed og kompleksitet for investor. Man blev simpelthen for grådig, da vi for første gang oplevede at få gratis energi med parken Thor. Historien om konen med æggene om igen.
Tilsvarende stille står det med udbygning af vind på land, hvor regeringen ikke gør det attraktivt nok for borgere og kommuner at spille med, ligesom udrulningen af grøn fjernvarme lige er blevet pålagt et nyt bureaukratisk og uigennemskueligt prisloft.
Snubletråd efter snubletråd har sat Danmark i stå på energiområdet. Det er et problem for klimaet, men også for vores sikkerhed. Vi varmer os stadig ved Putins gas, selv om vi radikale fik ind i Det Nationale Kompromis efter Ruslands invasion af Ukraine, at vi også skulle frigøre os fra Putins gas og stoppe med at pumpe milliarder ind i hans krigsmaskine.
Umiddelbart efter krigens begyndelse faldt gasimporten fra Rusland til EU da også, mest dikteret af Putin selv og bombningen af gasrørene i Østersøen. Men siden er intet sket.
I tredje kvartal af 2024 stammede ca. 18 procent af EU’s gasimport fortsat fra Rusland, og det danske naturgasforbrug er steget med ca. 5 procent de første 9 måneder af 2024.
Jeg kan da ikke være den eneste, der får en grim smag i munden, når Frederiksen, Lund og Løkke daglig konkurrerer om størrelsen på vores forsvarsbudget, mens de ikke engang har været i stand til at gennemføre en varig reduktion i vores økonomiske støtte til Putin.
På transportområdet er det opmuntrende, at flere elbiler nu vinder indpas, men det eventyr står også til at stoppe, når den nuværende afgiftslettelse udløber til næste år. Den kollektive transport er nødlidende flere steder og dyrere end nogensinde, selv om der faktisk stadig er en stor del af vores befolkning – ikke mindst de unge – der ikke har bil og dermed transport til deres uddannelse og arbejde. Kigger vi frem, vil de forventede CO2-udledninger fra alene 14 projekter i infrastrukturplanen stige med omtrent 800.000 tons, siden aftalen blev indgået i 2021.
På landbrugsområdet har vi netop indgået en aftale om den såkaldte grønne trepart. Aftalen indeholder den rigtige vision, der også er radikalt arvegods: at omlægge 400.000 hektar landbrugsjord til skovrejsning og natur. Men aftalen afspejler også, at det, siden Løkke skrottede vandmiljøplanerne i 2015, er gået den forkerte vej, ligesom virkemidler og regulering i aftalen fortsat er tynde trods hårde forhandlinger. Der skal mere end held til at nå målene i både 2027 og 2030.
Endelig vokser vores forbrug af CO2-belastende varer og services – fra fødevarer over tøj til flyrejser. Forsvindende lidt af det forbrug tæller med i vores nationale CO2-regnskab, men grønt er det sågu ikke, selv om udledningen foregår i et andet land.
Og sådan kunne jeg blive ved. Den triste realitet er, at vi de seneste ti år under Løkke og Frederiksens ledelse ikke har haft én regering, der har truffet de tilstrækkelige beslutninger, som for alvor kunne dreje skibet væk fra isbjerget. Og værre end det: Man har alligevel ladet, som om man traf tilstrækkelige grønne beslutninger. For mig udgør det et dobbelt forræderi over for vælgerne og den næste generation; man vil hverken gøre det nødvendige eller indrømme, at man ikke gør det.
Efter alt at dømme skyldes denne politiske handlingslammelse den anden sejlivede myte, som i årtier har været dominerende i dansk klimapolitik: at omstillingen er både svær og dyr.
Myten er oprindelig født af den fossile industri, men siden opfostret og fodret af reaktionære politikere, uvillighed i de økonomiske ministerier og aktører som Bjørn Lomborg, der mener, at vi spilder penge i klimaets navn. Og den bæres i dag videre af røde politikere, der mest bekymrer sig om den sociale balance i omstillingen, og blå politikere, der mest bekymrer sig om konkurrenceevnen på fortidens præmisser – ud over den bizarre og diffuse leflen for kernekraft, der beviselig er dobbelt så dyr og tager dobbelt så lang tid at bygge som vedvarende energi.
Alt sammen skriger til himlen, når Mario Draghi i sin rapport netop peger på, at Europas konkurrenceevne er svag, fordi industriens energiomkostninger er for høje i forhold til USA og Kina og kunne blive markant lavere med grøn energi – hvilket også vil reducere energifattigdom hos borgerne.
Når de røde og de blå ideologier skamrides, fører det til helt absurde tiltag i dansk klimapolitik.
Tag for eksempel den nye flyafgift, der angiveligt blev sat så lavt af hensyn til konkurrenceevnen, og hvor det meste af provenuet går til en ny ældrecheck, fordi det var synd for pensionisterne, at de skulle betale 20 kroner ekstra for en tur til Mallorca.
Resultatet er, at vi er endt med en flyafgift, der ingen effekt har på klimaet. Den er for lav til, at nogen ændrer adfærd, og det meste af provenuet må ikke gå til at reducere flyenes CO2-udledning, som det oprindelig var tænkt. Jamen, hvordan kan en samlet regering og normalt grønne partier som SF og Enhedslisten få sig selv til at bøvle både borgere og erhverv med en klimaafgift, der ingen virkning har på klimaet?
Når vores klimapolitik bliver til absurd teater, er der jo ikke noget at sige til, hvis befolkningen dropper at købe billetter til klimaforestillingen.
Vi kunne gøre det så meget bedre. For os selv og for de kommende generationer. Jeg har siden 2008 skrevet tre bøger om, hvordan man kan gennemføre en fuld grøn omstilling på få år, baseret på de nyeste grønne teknologier og tiltag.
De to første gange har både teknologier og de mulige tiltag overgået min fantasi, men det har manglen på politisk handling desværre også.
Min seneste bog – ’Generationskontrakten’ – er fra 2023, og her skitserer jeg igen en fuld grøn omstilling frem mod 2030. På fem år.
Hvor al varme og el kommer fra vedvarende energi i et nyt udvidet og intelligent energisystem, der også rækker ud til resten af Europa. Hvor al fossil gas er udfaset, så de fleste hjem varmes med el, og hvor industrien producerer på el og dansk biogas. Hvor der ikke længere sælges benzin- og dieselbiler, fordi grøn roadpricing entydigt favoriserer elbiler, god og billig kollektiv transport samt delebiler, ligesom al national godstransport kører på grøn el. Hvor vi faktisk insisterer på at gøre den grønne trepart til virkelighed ved at regulere landbruget hårdere i retning af en mindre animalsk produktion og dermed også gør regningen for alle os andre mindre – samt naturen og skovene større i 2030.
Hvor vores forbrug tilpasses mere efter målrettede forbrugerafgifter, så fly, nyt tøj og rødt kød bliver dyrere – og hele beløbet til gengæld kanaliseres tilbage i form af billigere grøntsager eller skattelettelser i bunden, så den sociale balance er i orden.
Alle disse initiativer er hver især overskuelige, både teknologisk, økonomisk, socialt, menneskeligt og erhvervspolitisk. Ja, faktisk mere end det. Ud over klimaet indebærer de også massive fordele for folkesundheden, for konkurrenceevnen og for vores sikkerhed.
Sundhedsmæssigt vil mindre kød og færre partikler redde både liv og velfærd.
Konkurrencemæssigt vil dansk og europæisk industri for første gang kunne producere på lavere energipriser end konkurrenterne i Asien og Amerika.
Sikkerhedspolitisk vil Danmark slippe sin del af den 450 milliarder euro store europæiske import af fossile brændsler fra regimer som Rusland, Saudi-Arabien, Iran mv., der alle i dag bruger pengene på at destabilisere lande uden om Europa.
Men at investeringen er en god forretning og vil gøre godt for både os selv og den næste generation, gør naturligvis ikke investeringen gratis. I Radikale Venstre sidder vi i øjeblikket og regner på den samlede investering, som vi i øjeblikket vurderer til cirka 10 mia. yderligere om året på statens budget frem til 2030 – ud over den provenuneutrale omlægning af skattesystemet, som både de nye forbrugsafgifter og faldet i de grønne afgifter vil kræve, når der ikke længere er nogen CO2-udledning at beskatte.
10 milliarder om året i investering i en begrænset periode. Det er mange penge, men til sammenligning har vi netop sat 20 milliarder om året af til forsvaret. Det vil i samme periode koste 130 milliarder at klimasikre Danmark, ligesom Mette Frederiksens strøtanker om at lempe fremtidens pensionsalder vil koste op mod 25 milliarder. Om året og varigt. Selv hvis vores skøn regner 100 procent forkert, vil det stadig være en overskuelig investering – især i forhold til gevinsten og alternativet.
Sandheden er, at en fuld grøn omstilling af vores samfund og vores liv hverken er dyr eller svær, når vi sammenligner med mange andre af tidens store udfordringer.
Vi kommer ikke til at skulle spise hvidkål hele vinteren eller bo i jordhuler. Men vi kommer til at investere langt mere målrettet i at udvikle og anvende de grønne teknologier og justere vores forbrug til et niveau og en sammensætning, der ikke smadrer hverken vores eget eller vores børns liv.
Efter at have arbejdet med dette tema i 30 år og hver dag mødt mennesker og eksperter med langt større indsigt end mig i detaljen og omkostningen i den enkelte sektor og industri står konklusionen krystalklar for mig: Endnu flere kan ende med at få et endnu bedre og længere liv med mere lykke og mere tid til det, vi helst vil. Der bliver ikke mere ulighed, formynderi og svækket konkurrenceevne efter den grønne omstilling. Der bliver mere lighed, mere frihed og en stærkere konkurrenceevne.
Men det kræver forandring. Det kræver en ærlig politisk og økonomisk prioritering, og at vi tør tage et reelt politisk lederskab for den retning, skibet sejler i.
I øjeblikket sejler det direkte mod isbjerget. Intet forhindrer os i at ændre kurs, men vil vi?
Er regeringen overhovedet til stede på broen?
fortsæt med at læse
