Kronik afRasmus Nilsson
Historiestuderende
København er en by, der skriger på flere dansefester. Uden bordpakker og pigeborde. Steder, hvor man kan danske til disko- og funkmusik, uden at det hele handler om overfladiske pickervurderinger, størrelsen på ens pengepung og top-50-musik med overdreven bas, der kan ødelægge enhver form for musikalsk sjæl og glæde.
Klokken er 22.15 en kold fredag i januar, Temperaturen er omkring frysepunktet. Min sambo og jeg har sat kursen mod et af vores yndlingsarrangementer, Bar Funk. En dansefest med funkmusik, en dansefest, hvor der med snilde og håndværk vendes fysiske og fremragende klingende plader natten lang.
Da vi træder op af metroen på Enghave Plads på vej mod lille Vega, er det er et kvarter siden, at dørene ind til Bar Funk åbnede.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nu1
2
3
4
5
6
© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her
