I sommeren 1968, midt under Vietnamkrigen, betroede den amerikanske præsident Richard Nixon til sin stabschef, Bob Haldeman, at han havde en ny strategi for at tvinge Nordvietnameserne til forhandlingsbordet. Strategien gik ud på at være uberegnelig, gal, ja endog vanvittig.
»I want the North Vietnamese to believe that I’ve reached the point that I might do anything to stop the war«, fortalte Nixon sin stabschef. »We’ll just slip the word to them that ‘for God’s sake, you know Nixon is obsessed about Communism. We can’t restrain him when he’s angry—and he has his hand on the nuclear button’—and Ho Chi Minh himself will be in Paris in two days begging for peace«.
At blive opfattet som irrationelt vred med tilbøjeligheder til decideret galskab var for Nixon at se ikke en svaghed, når det kom til udenrigspolitik og internationale forhandlinger. Tværtimod kunne det være en styrke, hvis modstandere og forhandlingspartnere ikke nødvendigvis kunne regne med, at man opførte sig rationelt.
I en verden med atomvåben, hvor udslettelse af ens modstander vil blive mødt med ens egen udslettelse, virker truslen om atomvåben paradoksalt nok ikke – medmindre ens modstander anser en for at være gal nok til at risikere sin egen udslettelse blot for at få has på sin fjende. »I call it the Madman Theory, Bob«, som Nixon formulerede det.
Hvis den strategi – the Madman Theory – virker bekendt, så er det, fordi Donald Trump ofte benytter sig af den. I en af sine første store udenrigspolitiske taler under kampagnen til det første præsidentvalg, gik Trump til angreb på Obamas politik baseret på forhandling og samarbejde frem for unilaterale initiativer. I stedet var det ifølge Trump vigtigt, »at vi som nation er uforudsigelig«.
Som præsident, under forhandlinger med Nordkorea i 2018, refererede Trump til sig selv som en ’galning’ (madman) – hvilket betød, at Nordkorea hellere måtte gøre, som han sagde, for man kunne aldrig vide, hvad han ville finde på.
»North Korea best not make any more threats to the United States«, som Trump formulerede det; »they will be met with fire and fury like the world has never seen«.
Igen under valgkampagnen i 2024 betonede Trump sin egen galskab og utilregnelighed, når det kommer til udenrigspolitik. På spørgsmål om, hvordan han ville reagere på en kinesisk blokade af Taiwan svarede Trump: »I won’t have to, because he [Xi Jinping] respects me and he knows I’m fucking crazy«.
Det er ikke nogen hemmelighed, at Trump har forfulgt en strategi om at være utilregnelig og blive anset som en galning. Den amerikanske journalist og CNN-reporter Jim Sciutto udgav i 2020 bogen ’The Madman Theory: Trump takes on the World’, hvori han beskrev Trumps galninge-tilgang til udenrigspolitik under sit første præsidentembede.
Spørgsmålet er imidlertid om Trump virkelig er en galning. Ifølge Sciutto er svaret ja. Sciutto citerer en række embedsfolk for at understøtte dette synspunkt. Mick Mulroy, som var assistent for forsvarsminister Jim Mattis, udtaler blandt andet: »The thing is, it wasn’t a ploy. I think both allies and enemies realize that his decision process was unpredictable even to those advising him up to and including the secretary of defense and national security advisor«.
Mulroy fortæller, at rådgivere i Pentagon ofte ikke præsenterede præsident Trump for det fulde arsenal af militære muligheder, fordi de var bange for, at han faktisk kunne finde på at vælge nogle af de mest radikale.
Folk som tidligere forsvarsminister Jim Mattis var således med til at lægge bånd på Trumps udenrigspolitiske galskab. Det er et faktum, som Trump også selv med stor frustration har peget på, og han har udtalt, at han denne gang vil have »den slags generaler, som Hitler havde« – i den forstand: nogen som er villige til at adlyde og gøre hvad som helst, føreren befaler.
En anden kilde, der bidrager til billedet af Trump som genuint gal er Joseph Yun, som var repræsentant for USA’s Korea-politik. Yun beretter, at han ofte fortalte sine koreanske forhandlingspartnere, at han simpelthen ikke vidste, hvad præsidenten ville eller havde tænkt sig at gøre. “We used to only think of Kim Jong Un as unpredictable. Now we had Trump as unpredictable. And I would communicate that.”
Der er ingen tvivl om, at folk omkring Trump har været i tvivl om, hvorvidt præsidenten har været tilregnelig.
Folk i Trumps inderkreds såsom tidligere politiske rådgiver, John Kelly, har betegnet Trump som en ’fascist’, der er i stand til at gøre hvad som helst.
Men det er stadig et åbent spørgsmål i hvor høj grad Trump vitterligt er gal, og i hvor høj grad det er et image, han forsøger at skabe af strategiske årsager. Det faktum, at Yun rapporterer videre til fremmede magter, at præsidenten er utilregnelig, må ses som relativt illoyalt, medmindre det er et led i en strategi om at fremstå som gal uden at være det. Det var på denne måde Nixon brugte galninge-strategien.
USA’s faktiske udenrigspolitik under Trump tegner et lige så utydeligt billede. På den ene side virkede Trump helt utilregnelig. Trump lovede bål og brand i Nordkorea for derefter at oprette venskabelige bånd til regimet. Trump bombede Afghanistan men indledte dernæst fredsforhandlinger med Taleban. Trump beordrede et angreb på Iran, men valgte derefter at standse det igen.
Trumps faktiske udenrigspolitik peger således i begge retninger. På den ene side var den utilregnelig, og Trumps skiftende handlinger kom ofte bag på statsledere og politiske kommentatorer.
På den anden side var Trumps udenrigspolitik dog også ultimativt set rationel. Trump startede ikke en krig mod Nordkorea. Han eskalerede ikke situationen i Afghanistan. Og han startede ikke en krig mod Iran. I den forstand levede Trump op til sine løfter om ikke at udbygge USA’s militære intervention i verden. Det kan selvfølgelig være, at dette vil ændre sig denne gang, hvis Trump får generaler som dem, Hitler havde. Men Trump har faktisk en overraskende tendens til at forfølge de større strategiske mål, han proklamerer – også på det udenrigspolitiske område.
Trumps støtter præsenterer hans galninge-strategi som en succes. Vicepræsident-kandidat JD Vance var i forbindelse med valgkampen ude at sige, at »Trump is, as his detractors and his supporters would say, unpredictable«, og at det netop var det, som gjorde ham så stærk på det udenrigspolitiske felt.
En lignende vurdering kom fra tænketanken America First Policy Institute, en Trump-støttende organisation, som hævdede, at Rusland ikke invaderede Ukraine i Trumps regeringstid, fordi Putin ikke kunne vide sig sikker på, hvordan Trump ville reagere. Det var med andre ord først med den rationelle og multilaterale udenrigspolitiske linje under Biden, at Putin følte sig sikker på at kunne slippe afsted med en invasion.
Det er dog mildest talt en tvivlsom vurdering. Kreml har arbejdet aktivt for at få Donald Trump valgt, og der er meget, der tyder på, at valget af Trump er en hjælp til Putin. I modsætning til Biden ønsker Trump at begrænse støtten til Ukraine – ofte med løgnagtige argumenter om, hvilke lande der har støttet med hvad.
Derudover det udenrigspolitiske kaos, som Trump fører med sig, vil formentlig kun bidrage til at svække de vestlige landes sammenhold mod diktatoren i Moskva. Dette bekræftes yderligere af Elon Musks åbne støtte til tyske Alternative für Deutschland, som lige nu står til at få et fremragende valg til Forbundsdagen den 23. februar, og som hører til blandt de partier i Europa, der har de tætteste tråde til Putins regime. Det gælder samtidig bredt, at europæiske partier på den yderste højrefløj, som er Trumps naturlige samarbejdspartnere, har overordnet set tætte forbindelser og et positivt syn på Putin. Heriblandt østrigske FPÖ, hollandske PVV, belgiske Vlaams Belang, og Le Pens Rassemblement National i Frankrig.
Ikke blot i forhold til Putin men også mere overordnet, er det dog tvivlsomt om det generelt er en god udenrigspolitisk strategi at te sig som en galning.
Den amerikanske politolog Roseanne McManus, som er en af de førende forskere på feltet, udgav i januar en artikel i tidsskriftet Foreign Affairs, hvor hun udlagde sin egen forskning om effektiviteten af ’Madman Theory’. Hendes konklusion er, at tilgangen sjældent er effektiv.
Den ene forklaring er, at det sjældent lykkes at overbevise forhandlingspartnere om, at man virkelig er gal – dette var eksempelvis tilfældet med Nixon, som russerne havde studeret indgående og derfor kendte godt.
Den anden forklaring er, at forhandlingspartnere kan have svært ved at se fornuften i at føje sig, selv hvis man anses som værende gal. Hvis man alligevel ikke er til at stole på, hvordan kan ens partnere så regne med, at man overholder eksempelvis en fredsaftale eller ikke ser en tilbagetrækning som en anledning til en ny invasion? Hvis Nixon virkelig var gal, hvorfor skulle han så ikke bare starte en ny krig fra et bedre udgangspunkt imod Ho Chi Minh?
Der er dog tilfælde, hvor strategien kan vise sig at være effektiv. Som den amerikanske politolog Daniel Drezner skrev i en artikel i tidsskriftet Foreign Policy, også i januar-måned, så viste Trumps første præsidentperiode, at der særligt var et område, hvor galningestrategien viste sig effektiv: I forhold til allierede.
Mens Trump ikke havde meget succes med at true USA’s traditionelle modstandere med sin galskab, forholdt det sig anderledes med USA’s normale allierede. Trump fik genforhandlet flere handelsaftaler og pressede Nato-medlemmer til at øge deres militære udgifter. Dette virkede, fordi USA’s traditionelle allierede troede, at Trump kunne finde på at gøre hvad som helst og gøre alvor af sine trusler, og fordi de troede på, at en forsoningsstrategi faktisk ville virke.
Nu står vi her så igen. Trump fører sig frem som en vanvittig med trusler om at invadere både Panama og Danmark og presser dermed sine allierede. Hvad stiller Danmark og Vesten op med det?
For det første er det nok en god idé at gøre som russerne gjorde med Nixon. De studerede hans forhistorie og hans historik i forskellige embeder og kom derefter med en nøgtern vurdering af, hvad han i praksis havde vist sig i stand til og ikke i stand til at gøre.
For det andet er det utvivlsomt en god idé at gøre det, som Mette Frederiksen allerede gør ved at søge støtte blandt europæiske allierede. Dermed øges risiciene for Trump, og han bliver tvunget til at fremstå endnu mere gal – og måske utroværdigt gal – hvis han følger sine trusler til dørs.
Problemet er dog, at Europa står svagt. Ikke bare har man ikke rigtigt noget militært alternativ til en alliance med USA, Europa er også selv splittet mellem centrum-venstre og en yderste højrefløj, som på mange måder er tættere på Trump end på deres europæiske fæller. Dette gælder førnævnte højrefløjspartier.
Det gælder selvfølgelig Orbán, som har overordentlig tætte forbindelser til Trump, og hvis ’listige autoritarisme’, som den polske politolog Adam Przeworski har kaldt det, er en direkte inspirationskilde for Trumps egen strategi. Og så gælder det ikke mindst Giorgia Meloni, der som italiensk premierminister og leder af den stærke gruppe i Europaparlamentet, ECR, smilende deltog i Trumps indsættelses-ceremoni.
Hvilket leder mig til det tredje og sidste punkt: Det er nødvendigt at se i øjnene, at USA under Trump ikke er en naturlig allieret for vestlige demokratier, og at det for Trump først og fremmest handler om at opbygge en højreorienteret internationale. Det handler med andre ord om ideologi. Trump har fløjlshandskerne på over for klodens autoritære ledere, og han og folk i hans inderkreds støtter aktivt det yderste højre overalt i verden, inklusive i Europa.
Når Trumps strategi med at opføre sig som en galning virker, er det oftest over for partnere, som plejer at stole på USA. Men Trump er ikke USA, som det plejer, og Trump vil ikke det vestlige demokrati det godt.
Det betyder, at vestlige ledere skal tænke sig godt om, før de giver indrømmelser til Trump. Som den politologiske forskning påpeger, skal man kun imødekomme en galnings krav, hvis man vitterligt tror, de har tænkt sig at holde deres del af aftalen. Hvis ikke, er der ingen grund til at gå på kompromis med de demokratiske spilleregler og den internationale retsorden.
fortsæt med at læse
