Donald Trump er på vej til at gennemføre bevægelsen bort fra amerikansk internationalisme til traditionel unilateralisme, altså amerikansk enegang.
Amerikanerne indledte alliancepolitik og internationalisme under Anden Verdenskrig efter chokket med angrebet på Pearl Harbor og den efterfølgende tyske krigserklæring. Efter krigen handlede det om at bekæmpe truslen fra kommunisme og Sovjetunionen. Her havde USA brug for alliancer.
Med en ny sikkerhedsreform, oprettelse af CIA og Det Nationale Sikkerhedsråd i 1947 og etablering af Nato i 1949 brød USA dramatisk med knap 150 års sikkerhedspolitik. Den blev understøttet af amerikansk promovering af internationale organisationer som FN og på det økonomiske område Verdensbanken og Den Internationale Valutafond.
Den verdensorden har Europa i den grad nydt godt af. Da Anden Verdenskrig var slut, stod Europa fattigt, ødelagt og krigstraumatiseret tilbage med millioner af flygtninge i uhumske interneringslejre.
USA frygtede, at den europæiske elendighed ville skabe grobund for kommunistisk mobilisering og recepten mod den røde virus var Marshallhjælp og opbygning af de europæiske stater, så de kunne være med i en alliance ikke blot af navn, men også af gavn. Prisen var, at USA skulle sidde for bordenden og fortsætte med at handle unilateralt, når amerikanerne skønnede det nødvendigt.
Det stod klart, at USA hele vejen igennem forbeholdt sig retten til at handle unilateralt og insisterede på at være hævet over den internationale retsorden. Europæerne bøjede nakken og accepterede stiltiende de amerikanske betingelser og blev rigeligt belønnet med økonomisk udvikling og amerikansk sikkerhedsparaply: Europa var blevet en del af det nye amerikanske empire of liberty.
Det er slut nu, og enden har været på vej længe, selv om de fleste har fortrængt de barske realiteter.
Det startede for alvor, da den kolde krig blev afviklet, og USA stod tilbage som global hypermagt, som den franske udenrigsminister Hubert Védrine bittert beskrev USA. Vi hørte om den nye verdensorden, som George H.W. Bush proklamerede i den amerikanske Kongres 11. september 1990.
Vi troede, den bød på samarbejde i det internationale samfund, fred og konfliktløsning via diplomati. Men vi fik en unipolær supermagt, som var fast besluttet på at forblive unipolær global magt: Ingen andre magter måtte, som Sovjetunionen havde været det, udvikle sig til at true USA’s unipolære position.
Igen sluttede europæerne op. De ville beskytte deres velstand og fortsat nyde trygheden under den amerikanske sikkerhedsparaply. Stiltiende accepterede de, at USA ekspanderede sine baser, lod antallet af hemmelige specialoperationer eksplodere og fortsatte sin unipolære strategi, også selv om den bød på krænkelser af den regelstyrede verdensorden, f.eks. Irak-krig, brug af tortur og hemmelige aflytninger af alt fra egne borgere til allierede statsledere med den tyske kansler Merkel som eksklusivt offer.
Det blev accepteret, fordi det skete i navn af beskyttelse af den frie verden, friheden, hvormed mentes ’vores frihed’, altså den transatlantiske verdens frihed: Resten af verden skulle have de amerikanske frihedsværdier, fordi de formede den bedste civilisation, som Trump understregede det i sin indsættelsestale og her var helt på linje med samtlige amerikanske præsidenter tilbage til George Washington, USA’s første præsident. »Alle misunder os«, sagde Trump og understregede, »at USA er den mest exceptionelle af alle«, hvordan man så end gradbøjer exceptionalisme.
Han kunne have citeret en af sine forgængere, George W. Bush, der i et interview med Bob Woodward i The Washington Post havde bedyret, at »er de amerikanske værdier gode nok for amerikanerne, er de gode for alle; ikke fordi de er amerikanske, men fordi de er givet af Gud«. Da Trump 20. januar svælgede i amerikansk exceptionalisme og mytologi om at være Guds udvalgte, blev europæerne både mistroiske og bekymrede.
Vejen bort fra transatlantisk alliancepolitik var allerede blevet indledt i forbindelse med forhandlinger om det første forsvarsbudget efter ophøret af den kolde krig.
Den daværende forsvarsminister, Dick Cheney, og forsvarschef Colin Powell havde svært ved at overbevise Kongressen om, at der skulle opretholdes et stort forsvarsbudget, for hvor var truslerne efter Sovjetunionens opløsning og Murens fald? Cheneys viceminister, Paul Wolfowitz, blev sat til at udarbejde et notat og argumenterede for fuld global dominans med henblik på at forhindre, at nogen stat nogensinde kunne true USA’s position som unipolær magt.
Det var i 1992. Notatets ideer om global dominans og unilateralisme blev mødt med kritik af bl.a. senator Edward Kennedy, der mente, at et verdensomspændende net af amerikanske baser ville være en opskrift på uendelig krig.
På grund af oppositionen blev ikke alle forslagene om global dominans gennemført, men det gjorde de til gengæld knap ti år senere, da George W. Bush som reaktion på 9/11 i 2002 publicerede sin nationale sikkerhedsstrategi. Her tonede USA rent flag med nøglebegreberne unilateralisme, USA’s ret til at gennemføre ’foregribende angreb’ og eksport af demokrati om nødvendigt med militære midler som søjler i amerikansk sikkerhedspolitik. Notatet, som Wolfowitz havde skrevet i 1992, var nu blevet hevet op af hans skuffe i Pentagon, hvor han igen var viceforsvarsminister, men nu under Donald Rumsfeld. Siden er notatet gået under navnet Wolfowitz-doktrinen.
Doktrinens principper er der ikke ændret på siden, hverken under Obama eller under Trump i dennes første periode som præsident, om end han skippede demokratieksporten, der heller ikke var en del af notatet, men spillede en rolle for Bush og hans sikkerhedspolitiske rådgiver, Condoleezza Rice. Derimod tog Trump princippet om amerikansk unilateralisme til til sig.
Principperne blev heller ikke fraveget under Joe Biden, der dog med sin erklæring »we are back« og stor økonomisk støtte til Ukraine signalerede alliancepolitik, men samtidig ufortrødent fortsatte med at holde USA højt hævet over den internationale retsorden og fastholdt målet om USA som unipolær global magt.
Nu har Trump taget skridtet fuldt ud og støvet de traditionelle amerikanske sikkerhedsbegreber af garneret med henvisninger til gængs amerikansk mytologi.
Kun en gang før angrebet på Pearl Harbor var USA militært blevet ramt af udenlandske styrker på egen jord. Det skete, da amerikanerne først havde teet sig brutalt i britisk Canada og efterfølgende kastede sig ind i en krig mod Storbritannien og blev straffet med nedbrænding af hovedstaden Washington, D.C., i 1814.
Den erfaring og George Washingtons skelnen i sin afskedstale mellem det gamle Europa og den nye verden, mellem gammelt diplomati baseret på magtbalance mellem monarkier over for den nye verdens exceptionelle position og vilje til at handle uafhængigt af andre stater, førte til den sikkerhedspolitiske strategi, der kom til at gælde gennem hele 1800-tallet: USA skulle handle unilateralt, ikke gøre sig afhængigt af gamle Europa, og forbeholdt sig retten til foregribende angreb for at opretholde fuld dominans i sin interessesfære.
Den blev defineret til fuld territorial kontrol i det nordamerikanske kontinent legitimeret i myten om manifest destiny, at det exceptionelle USA i pagt med den protestantiske Gud skulle civilisere territoriet fra kyst til kyst, mens resten af The Americas fra Arktis i nord til Latinamerika i syd samt de omkringliggende øriger var områder, som de europæiske stormagter skulle holde sig langt borte fra, jf. Monroedoktrinen fra 1823.
Til gengæld ville USA ikke blande sig i forhold uden for den vestlige hemisfære. Principperne blev udtænkt af James Monroes udenrigsminister, John Quincy Adams, som senere nåede selv at blive præsident. Men unilateralisme og hegemoni over egen interessesfære blev faste principper i USA’s sikkerhedspolitik frem til Pearl Harbor – helt som de i øvrigt er i vore dages Kina.
Monroedoktrinen holdt ikke: Med stigende intensitet fra slutningen af 1800-tallet, hvor grænselandet, the frontier, som Trump også fik nævnt i sin tale, var vundet, og hvor USA nu med Woodrow Wilsons ord måtte finde nye frontiers, kastede USA sine øjne på Asien og Mellemøsten.
Udvikling af civilisationer – race development – blev temaet i etableringen af amerikanske internationale studier og dogmet i amerikansk engagement i verden under Theodore Roosevelt og Woodrow Wilson.
Andre civilisationer som det netop erobrede ørige Filippinerne skulle udvikles efter det amerikanske forbillede. Det blev det første eksperiment i amerikansk mission efter at have erobret the wild west, der kostede en krig med mere end 200.000 ofre for at indføre demokrati gennem besættelse, så de kunne nå samme civilisatoriske højder som den amerikanske.
Projektet mislykkede. Roosevelt og Wilson afskaffede Monroedoktrinen i legitimering af amerikansk ekspansion mod Asien og voksende global dominans i navnet af civilisatorisk mission. Men nu indfører Trump måske en ny Monroedoktrin? For han gider ikke race development, nationbuilding, medmindre det tjener hans egne Maga-interesser.
Krisen efter Pearl Harbor og den voksende kæmpe i øst i form af Sovjetunionen nødvendiggjorde et dramatisk skifte, der for første gang siden den amerikanske uafhængighedskrig førte til amerikansk alliancepolitik.
Men nu har USA ikke længere brug for Europa. Man kan let få den tanke, at Trump er ved at genoplive Monroedoktrinen i en ny variant, nemlig inddeling af globen i tre interessesfærer: den europæisk-russiske, den kinesiske og den amerikanske – arrogancen er til at få øje på i Latinamerika og Afrika.
Russerne håndterer sit eget rum, der omfatter det gamle sovjetiske imperium og her har frit spil; Kina passer sit nærområde, og fører det til, at Taiwan bliver en del af Xi Jinpings Kina, så er der ifølge Trump ikke noget at gøre ved det. Med andre ord, her kan de store autokratier ordne og regere, som de vil, blot de accepterer, at Trump sikrer sig The Americas, inklusive Grønland og Panamakanalen, samt sine interesser i Mellemøsten, og det kan resten af verden så indrette sig efter.
Vi hører ganske vist om i danske medier, at Trump vil frigøre ressourcer til at konfrontere Kina, og at han frygter, at Kina vil gå i alliance med Rusland. Men Kina vil ikke i alliance med Rusland, og militært er Kina overhovedet ikke en trussel mod USA.
Trump mener at kunne holde Kina økonomisk fra at kunne måle sig med hans eget USA med hans bizarre toldstrategi. Kina er kun et problem for Trumps mht. handel og økonomi.
Det betyder, at Rusland kan tage for sig af retterne i sit gamle imperium, Israel kan få Palæstina og sammen med Tyrkiet styre det nye Syrien, mens Trump handler med Saudi-Arabien og indgår en ny atomvåbenaftale med Iran.
I det verdensbillede er der rigtig mange tabere, bl.a. europæerne, der mod bedre vidende i årevis har satset blindt på den unipolære amerikanske supermagt, men de største tabere er dog ukrainerne, grønlænderne, latinoerne, palæstinenserne, kurderne og i USA alle de, der ikke vil definere sig som et af de to statsligt autoriserede køn og dem, der ikke klapper hælene sammen i accept af en strengt konservativ værdipolitik, men fremdeles forvilder sig ind i misforstået liberal ideologi. Dem er der ikke plads til.
Min kloge kollega, Gorm Harste fra sociologi på AU, har i sin store disputats om krig og krigens finansiering vist, at dens omkostninger altid langt vil overgå enhver forestilling om statslig finansiering og slet ikke kan betales med en nok så heftig krigsskat.
Oprustning i Europa tjener derfor kun ét formål, nemlig at afskrække Rusland fra at angribe. Kommer krigen alligevel til Danmark, er de flere hundreder milliarder kroner den danske regering nu afsætter til forsvar kun en dråbe i havet. Der skal lånes mange, mange flere penge til fortsat krig.
Hvor låner Danmark og Europa de mange penge til en lang krig mod Rusland, skulle den komme trods europæisk oprustning? I USA, i Kina eller andre steder? Ser Trump et lånemarked i Europa, han kan bruge til at rette op på det, han opfatter som transatlantiske økonomiske uligheder?
Interessant er det i hvert fald, at han i det berygtede opslag på Truth Social, hvor han kalder Zelenskyj for en diktator, også minder om det gamle amerikanske begreb kontinental sikkerhed, at USA er omgivet af de store oceaner og derfor naturligt har en sikkerhed i forhold til Europa: »Why didn’t Sleepy Joe Biden demand equalization, in that this war is far more important to Europe than it is to us — we have a big, beautiful ocean as separation«: Ruslands aggressioner er i Trumps perspektiv ikke blot Europas problem, men kan ligefrem vise sig at blive stærkt lukrativt for amerikansk økonomi. Måske for spekulativt, men alligevel en tanke.
Velkommen til en ny verdensorden, der historisk dog ikke er særlig ny i forholdet mellem Europa og USA, men skriver sig tilbage til George Washingtons afskedstale. Efter en lille historisk parentes i det transatlantiske forhold er det, vi er vidne til, blot en tilbagevenden til normalen. Trumps verdensbillede øser af 150 års lang amerikansk sikkerhedspolitisk tradition og velkonsoliderede myter om exceptionalisme og USA som Guds gave til menneskeheden.
fortsæt med at læse
