Folkeskolen udfordres af elever, der har svært ved at slippe skærmen, og lærere, der skal finde balancen mellem digitale redskaber og tid til fordybelse. Regeringen har reageret med et forslag om at forbyde mobiltelefoner i folkeskolen ved lov. Samtidig foreslås det jævnligt i den offentlige debat at afskære unge under en vis alder fra sociale medier.
At forbyde telefoner i skoletiden eller at indføre aldersgrænser for sociale medier kan være enkle og forståelige tiltag, fordi de giver håndgribelig kontrol. Men kernen i problemet ligger dybere. Hvem har ikke set, at børn eller teenagere i samme øjeblik, de får fri, kaster sig over TikTok eller Snapchat og bruger timevis på at scrolle?