Vi er tre kvinder på omkring de 50 år, vi er svigerinder, og vi går til læge i det samme lægehus. Alligevel er vi blevet mødt på tre vidt forskellige måder, når vi hver især har søgt hjælp til helbredsproblemer, der siden har vist sig at være relateret til overgangsalderen.
Til trods for forskellene i vores historier er det fælles for os alle tre, at der mangler helhedsoptik på os som patienter og systematisk tilgang i sundhedssystemet, når vi som kvinder går gennem den fase af livet, hvor kønshormonproduktionen daler.




























