Er der virkelig grund til bekymring i Danmark, når en amerikansk talkshow-vært bliver suspenderet fra en tv-station? Svaret er desværre ja. For når selv store amerikanske mediehuse bøjer sig for politisk pres, er det ikke bare et internt opgør i USA – det er en advarsel.
Pressefriheden er under pres, og intet tyder på, at vi i Europa er immune. Det, der begynder som en chilling effect over Atlanten, kan hurtigt brede sig som kulde gennem demokratier, der tager deres frie medier for givet.
Der er meget på spil.
Vi er i en tid, hvor det virker, som om de tektoniske plader forskyder sig mere end et par centimeter om året. Store magtforskydninger, langvarige krige, udfordrede demokratier, svækket tillid til systemer og institutioner. Hele sammenhængskraften i vores demokrati er under pres, og inden for det, jeg beskæftiger mig med, er særligt angrebet på pressefriheden og bevægelsen mod internationale tech-platforme stærkt bekymrende.
Som public service-institution – som er et nationalt samlingspunkt for 8 ud af 10 danskere hver uge - er der meget på spil, meget at forsvare, men også meget, der skal tilgås på nye måder, så vi fortsat kan tage vores del af ansvaret for at bidrage til sammenhængskraften.
Der er brug for et stærkt forsvar for troværdighed, tillid og fællesskab. Og der er brug for en angrebsformation, der finder nye veje til danskerne.
Public service handler om to ting: Det indhold, vi giver danskerne, og adgangen til danskerne. Hvis det sidste eroderer, forsvinder hele præmissen for stadig at producere stærkt, relevant dansk indhold.
Traditionel tv-distribution og annonceindtægter er under pres, og samtidig flader streamingvæksten ud. Danskerne forventer indhold, der passer til dem, og der er vækst i de internationale techgiganters digitale og ultrapersonaliserede forbrugertilbud.
Vi kan se, at 75 procent af medieforbruget hos de unge foregår uden for tv, streaming og skrevne nyheder. Selv om vi nu er nummer 1 i tv-sening, streamingforbrug og nyhedsforbrug, kan vi ikke forvente at bevare den position, hvis ikke vi møder de forandringer, der sker hos forbrugeren.
På TV 2 er vores mission – vores tilgang til public service – at begejstre, oplyse og samle, og det ståsted fastholder vi uanset strukturelle udfordringer.
I en tid, hvor verden bliver mere og mere polariseret, skal vi samle. Når samtaler foregår i små rum, skal vi åbne rummet for fælles samtaler. Når uafhængig journalistik er under pres, skal vi kæmpe for pressefrihed og upartiskhed.
Det er netop på grund af frie og kritiske danske medier, at en række sager om efterretningstjenesterne, retsstaten og det kriminelle samarbejde mellem under- og overdanmark er kommet ud til danskerne.
Men på den anden side står vi over for forslag om øget regulering af den frie presse, udlevering af råbånd og baggrundsmateriale fra vores dagsordensættende journalistik og overvågning af frie medier.
Frie medier er ikke et problem for demokratiet. Vi er en forudsætning – og det er bekymrende, at den præmis udfordres lige netop nu.
For misinformation florerer, og vi skal bringe troværdig information frem. Det gør vi ved hele tiden at sætte vores faktabaserede og tilstræbt objektive standarder først og samtidig være til stede dér, hvor misinformationen trives.
Når de internationale og sociale platforme vinder frem, skal vi insistere på værdien af de danske fortællinger. Det gør vi ved at være den solide og konsistente aftager af dansk indhold fra branchen, så produktionsmiljøer og kreative kræfter kan udvikles og bidrage til det samfund, vi er fælles om.
Vi kender vores rolle, vores dna bor i væggene på TV 2, men vores store megafon til danskerne er ikke længere den eneste løsning. I fremtiden bliver det personlig public service, der bliver vores vej – vi skal skabe en personlig sti til fællesskabet for den enkelte dansker.
Det er hele bagtæppet for de store strategiske skift, som public service-institutionerne står overfor, og i TV 2 bliver vi de første, der frem mod 2030 skal vise en ny retning.
Når uafhængig journalistik er under pres, skal vi kæmpe for pressefrihed og upartiskhed
TV 2 står som den stærkeste leverandør af nyheder til danskerne hver dag. Tre ud af fire danskere får deres tv-nyheder på TV 2, vi udkommer døgnet rundt på News og når 1,3 millioner daglige brugere på TV2.dk.
Ingen andre kommercielle public service-medier i de lande, vi normalt sammenligner os med, har den nyhedsposition. Vi er kritisk demokratisk infrastruktur, og det forpligter. Også i en tid, hvor medieadfærden er under opbrud, og hvor det fortsat er TV 2’s opgave at finansiere vores nyheder, sport og danske programmer uden skattekroner på kommercielle vilkår.
Derfor har vi syv public service-ambitioner, der er et løfte til danskerne – og til os selv – frem mod 2030.
For der er mere at forsvare og angribe end nogensinde – dansk public service har aldrig været vigtigere. Og det gavner hele økosystemet, for stærke public service-medier og private medier styrker hinanden.
1. Vi vil levere personlig public service, der samler Danmark
Public service mister sin gennemslagskraft, hvis vi taler til massen, men ikke rammer individet. Vi skal gøre op med en af de mest sejlivede misforståelser: At personalisering og public service skulle være hinandens modsætninger. I virkeligheden er det netop i samspillet mellem de to, vi finder fremtidens relevans.
I dag bliver danskerne mødt af indhold fra hele verden, skræddersyet af teknologier, der ved mere om dem end deres nærmeste. Hvis ikke vi også forstår den enkelte bruger – uden at gå på kompromis med vores værdier – risikerer vi at tale forbi en hel generation.
Den personlige relation er et nødvendigt modsvar mod den nyhedstræthed, som flere og flere – især de unge – oplever og et nødvendigt forsvar for dansk indhold.
Derfor vil vi bruge data, teknologi og AI på public service-præmisser: Med etik, transparens og tillid som grundlag, og udvikle produkter, der føles relevante for den enkelte, men som stadig er forankret i fælles, redaktionelle værdier.
Tillid opstår, når man oplever, at nogen forstår én. Derfor er vores mål, at public service skal være lige så nærværende som de internationale platforme, men med et andet formål: At binde os sammen.
2. Vi vil være garant for dansk kvalitetsindhold – bredt, stærkt og samlende
Public service uden dansk kvalitetsindhold er ikke public service – det er bare distribution. Dansk indhold er ikke en snæver kategori. Det er alt det, der – på dansk og redaktionelt eller kunstnerisk bearbejdet – oplyser og forbinder danskerne. Det er folkeligt. Det er fiktion, danske programmer, sport og nyheder. Det er indhold, der rammer både hjertet og intellektet og skaber fælles referencepunkter på tværs af generationer og samfundslag.
Særinteresser skal ikke definere, hvad der er dansk indhold. Dansk indhold i verdensklasse – fra nyheder og fakta til sport og underholdning – skaber fællesskab og forståelse.
Derfor lover vi, at TV 2 fortsat skal være den stærkeste leverandør af indhold, der begejstrer, oplyser og forbinder. Vi insisterer på indhold, der er forankret i danske værdier og virkeligheder – og giver både unge og voksne et fælles sprog, og at være en solid og konsistent aftager af indhold fra branchen, så produktionsmiljøer og kreative kræfter kan trives og bidrage til det samfund, vi er fælles om.
3. Vi vil bekæmpe nyhedsørkener – og være til stede i hele Danmark
Den demokratiske samtale afhænger af, at nogen dækker, hvad der sker i lokalpolitik, i erhvervslivet eller i hverdagslivet uden for de største byer. Det er en direkte trussel mod public service, hvis man ikke bliver oplevet som relevant dér, hvor folk lever deres liv og har deres hverdag.
Derfor er vores ambition klar: TV 2 skal være fysisk, redaktionelt og digitalt til stede i hele landet. Ikke bare gennem lejlighedsvis dækning, men som et vedvarende nærvær og et engageret blik på virkeligheden i hele landet og rigsfællesskabet.
Vi vil styrke samarbejdet med TV 2 Regionerne. Vores bånd med de selvstændige regioner er historisk stærkt – men vi skal være endnu tættere. Både i samarbejdet og i måden at udkomme på. Vi vil investere i journalistik, der tager udgangspunkt i regionale behov og udvikle teknologi, der gør det muligt at opdage, dele og engagere sig i regionale historier – også på nationale platforme.
Tillid begynder dér, hvor man oplever, at nogen interesserer sig for ens virkelighed. Det er derfor, vi ikke vil lade nogen del af Danmark blive en mediemæssig blind vinkel.
4. Vi vil være danskernes bolværk mod misinformation
Tillid er det vigtigste, vi har. Og det mest skrøbelige. I en tid, hvor misinformation spredes hurtigt, og hvor brugerne ofte ikke ved, hvem de kan stole på, skal TV 2 være det troværdige valg: Et medie, man ved, hvor man har, der bringer korrekt og hurtig information. Et medie, man tør tro på.
Særligt de unge skal stå stærkt i mødet med misinformation og manipulerede virkeligheder. Det kræver, at vi har en tilstedeværelse på de særligt internationale tech-platforme, hvor misinformation trives – så vi kan gøre en forskel dér. Men også transparens om redaktionelle valg og fejl. Det er fuldstændigt afgørende at sætte barren højt, når det gælder unge og adgangen til den demokratiske samtale.
5. Vi vil sikre, at public service når ud – og være kritisk demokratisk infrastruktur
I den nye medievirkelighed er indhold og teknologi hinandens forudsætninger.
Det er ikke længere nok at producere stærkt, dansk indhold. Hvis det ikke bliver opdaget, brugt og delt, har det ingen effekt. Og hvis det ikke når bredt ud, har det ingen public service-værdi.
Vi skal tænke teknologisk, når vi udvikler nyheder. Når vi former formater. Når vi designer brugeroplevelser. Når vi kæmper for, at dansk indhold kan konkurrere med internationale algoritmer.
Vi er – og skal være – kritisk demokratisk infrastruktur. Det betyder, at vi ikke kun har ansvar for det, vi publicerer – også for, hvordan det bliver tilgængeligt. Derfor investerer vi i publicistisk teknologi, i algoritmer, der bygger på redaktionel etik, i platforme, der prioriterer tillid over trafik og i en brugerrejse, der er en sti til fællesskabet.
Uden teknologi, ingen udbredelse. Uden udbredelse, ingen fælles samtale. Uden demokratisk samtale, intet fungerende demokrati.
6. Vi vil give danske annoncører en grund til at vælge danske medier og bidrage til en stærk værdikæde
Hvis annoncørerne forlader os eller værdikæden og distributørernes grundlag for at udbrede dansk indhold til danskerne trues, mister vi det økonomiske fundament for uafhængig journalistik og dansk indhold.
I dag sender danske virksomheder årligt 9,5 milliarder kr. af deres digitale annoncering ud af landet til techgiganter. Det svarer til at tømme annoncebudgetterne for dansk journalistik og placere dem i hænderne på globale platforme, der ikke forholder sig til samfundsansvar eller presseetik.
Vi er det eneste kommercielle public service-mediehus i Danmark. Vi skal levere public service-værdi til danskerne, kommerciel effekt til annoncørerne og overskud til vores ejer, den danske stat. Alle dele er nødvendige for at bevare en medieøkonomi med indhold, der er troværdigt, uafhængigt og dansk.
Derfor vil vi styrke dokumentationen af effekten af annonceplacering i kvalitetsindhold, tilbyde teknologisk konkurrencedygtige og brugervenlige annonceprodukter bygget på danske værdier og gå i dialog med både politikere og erhvervsliv om en mere fair digital værdikæde.
Danske virksomheder skal have en stærk kommerciel og demokratisk grund til at vælge danske medier.
7. Vi skal være modige
Mod er en public service-forpligtelse, der ikke står nedfældet på papir. I en tid, hvor algoritmer belønner det ekstreme, og hvor populistiske narrativer let trumfer det nuancerede, er der brug for medier, der tør gå imod strømmen – og stå fast på det, der er vigtigt.
Public service dør, hvis det bliver forsigtigt. Hvis vi tilpasser os for meget, undgår at tænke nyt eller undlader at tage fat dér, hvor det gør ondt. Frygten for at fejle må aldrig overstige viljen til at tage ansvar. Modet går hånd i hånd med presseetikken og den redaktionelle etik, og vi skal stå ved vores indhold, vores valg og vores værdier. Ikke med arrogance, men med offentlighedens tarv som kompas.
Derfor skal vi turde publicere det, der vækker debat – også når det skaber modvind og giver kritik. Men også investere i nye teknologiske veje – også når udfaldet ikke er givet. Det centrale er at fastholde vores uafhængighed og kritiske, faktabaserede redaktionelle linje – også når politiske interesser eller regulering trækker i en anden retning.
Vi står et sted i historien, hvor vi ikke længere kan tage noget for givet. Hverken danskernes adgang til troværdig information, sammenhængskraften i vores demokrati eller pressefriheden.
Derfor skal vi ikke bare forsvare public service, som vi kender det. Vi skal forny det – med mod, med mening og med mennesker i centrum.
Personlig public service er en ny invitation til fællesskabet. Til den enkelte. Til unge. Til dem, der er ved at glide væk. Til dem, der længes efter noget at samles om midt i støjen.
TV 2 vil gå forrest. Vi vil være det danske alternativ til de globale algoritmer. Det bolværk, der ikke splitter – men samler. Men vi kan ikke løfte det alene.
Derfor har vi brug for politikere, der vil værne om mediernes uafhængighed. For annoncører og distributører, der vælger det danske fællesskab til. For branchekolleger og producenter, der vil udvikle sammen med os.
Vi insisterer på at forme fremtiden for public service som bidrag til det danske samfund og som forbillede for resten af verden.
fortsæt med at læse




























