Forholdet mellem Kalaallit Nunaat (Grønland) og Danmark har gennemgået en stor udvikling for så vidt angår at se fortiden og den kolonialistiske historie i øjnene. Ingen anden statsminister har været villig til at kunne eller ville dette tidligere, og det var en ’landvinding’, da der blev givet en undskyldning for overtrædelse af eksperimentbørnenes rettigheder i december 2020, og det er en landvinding, at
Statsminister Mette Frederiksen den 27. august 2025 gav en undskyldning for spiralsagen, som nu skal markeres og gives direkte i Nuuk til de efterkommere af spiralsagen, som måtte være i Nuuk, samt Naalakkersuisut (den grønlandske regering) og Inatsisartut (det grønlandske parlament).
Men undskyldninger af overtrædelse af rettigheder kan ikke stå alene og efterfølges som regel altid af kompensationer af den ene eller anden art, og det er formodentlig også derfor, at tidligere danske regeringer hidtil ikke har ønsket at adressere fortrædelighederne fra fortiden ud over det forhold, at det altid er vanskeligt at se egne fejl i øjnene. Eksperimentbørnene fik en kompensation på 250.000 kr. (der var 6 overlevende ud af de 22 involverede). Der er 143 grønlandske kvinder, som har stævnet staten for brud på deres menneskerettigheder som følge af spiralkampagnen, og det forventes, at også de vil få kompensation.
Det er glædeligt, at den længe ventede udredning om spiralkampagnen nu er udkommet, og det er glædeligt, at den endnu længere ventede historiske udredning, der skal »kulegrave 80 års fælles historie mellem Grønland og Danmark« nu også endelig er skudt i gang i september 2025.
Beslutningen om den historiske udredning blev truffet allerede i 2022 med én af de helt væsentlige kriterier, at den skulle ledes fra grønlandsk side. Derfor var det også alfa og omega at finde et forskerteam med en hårfin balance af deltagende forskere fra Grønland og Danmark.
Dét, samt andre forhold, har bl.a. medvirket til, at den egentlige igangsættelse af arbejdet ikke er sket og først – efter pres – er sat i gang den 3. september 2025.
Den historiske redegørelse skal undersøge historien mellem Grønland og Danmark fra Anden Verdenskrig og frem til i dag. Blandt andet skal den se på de danske politiske beslutninger, der har haft konsekvenser for den grønlandske befolkning som for eks. fødestedskriteriet, nedlæggelse af grønlandske bosteder og bortadoptioner af grønlandske børn. Der er afsat fem år til udredningen, så vi kigger ind i 2030, før vi kan forvente en rapport herfra og herom.
Uden at foruddiskontere dette vigtige arbejde og de konklusioner, som bliver draget i den historiske redegørelse, tror jeg godt vi kan forvente, at vi får optegnet billeder af ulige (og usunde) magtforhold mellem grønlændere og danskere som følge af kolonialistisk ’logik’; diskrimination af grønlændere i eget land; beslutninger om Grønland truffet 4000 km væk af mennesker med en helt anden kulturel forståelse og en ung nation efterladt med et betydeligt mindreværd. Dette skal vi, hver især i Grønland og Danmark, være os bevidst.
Men rapporter gør det ikke alene. Redegørelsen om spiralkampagnen eller den kommende historiske udredning skaber ikke i sig selv et fundament for forsoning. Den kommende historiske udredning skal først og fremmest bidrage til en fælles erkendelse af fortiden, men har også som ambition at »skabe grundlag for forsoning«, men det er endnu uvist, om den vil komme med anbefalinger til forsoning.
Og forsoning er vel, må vi antage, dét vi ønsker mellem hinanden i det grønlandsk-danske forhold?
Hvad vil det egentlig sige at forsone eller blive forsonet? Man kan jo altid tage et kig på ordbogen, som siger, at forsoning er »etablering af et venskabeligt forhold til en tidligere fjende eller modstander«. På engelsk står der, at det er »the action of making one view or belief compatible with another« – altså man forener sine (ellers modstridende) synspunkter.
Når der så er tale om et langvarigt historisk forhold med et kolonialistisk udgangspunkt, som er præget af (ulige) magtforhold, hvilket er tilfældet mellem Grønland og Danmark, handler det om at lægge sine bias omkring forståelsen af det historiske såvel som nutidige forhold til side; at se på historien med nye øjne; at anstrenge sig for at høre andre perspektiver på den sandhed, man hidtil har taget for givet, og at ønske at forbedre og styrke det indbyrdes forhold.
Rapporterne og redegørelserne kan måske hjælpe med at se på forholdet med andre øjne, åbne op for andre erkendelser og lytte mere til synspunkter, man ikke tidligere har lyttet til, men det er på ingen måde givet, at disse kan hjælpe med at forbedre og styrke det indbyrdes forhold. Til dét skal der nogle mere aktive handlinger til. Og her bliver spørgsmålet om en forsoningskommission relevant.
Det mest naturlige skridt her og nu (eller efter vi har fået den historiske udredning) er en forsoningskommission. Men hvilken slags forsoningskommission? Og hvordan?
Til spørgsmålet om, hvilken slags forsoningskommission kan vi hente en del inspiration fra lignende kommissioner, der allerede har været foretaget. Den helt ’klassiske’ er sandheds- og forsoningskommissionen i Sydafrika, der blev nedsat i 1995 for at se på brud på (sortes) rettigheder under Apartheid-regimet i perioden 1960-1994 er et godt eksempel. Rapporten derfra, der udkom i 1998, havde et fokus på ’sandhedsfortælling’ (truth telling) og heling frem for straf.
Så er der de ’nære’ forsoningskommissioner i Norden fra Norge, Sverige og Finland, der er sat i gang indenfor de seneste ca. 5 år, der har en oprindelig befolkning i form af samerne, som i en eller anden grad kan sammenlignes med Inuit, som er det oprindelige folk kalaallit (grønlændere) er.
Hvis man ser på forsoningskommissionen i Norge, skulle den dels undersøge og dokumentere ’fornorksningsprocessen’ (assimileringsprocessen’) af samerne og eftervirkningerne af det; dels foreslå tiltag til forsoning. Anbefalingerne til en forsoningsproces blev inddelt i 5 temaer: (1) viden og formidling, (2) sprog, (3) kultur, (4) forebyggelse af konflikter og (5) implementering af eksisterende lovgivning og regler. Det har bl.a. resulteret i ønsket om et nationalt kompetencecenter om ’fornorskning’ og de uretfærdigheder, der blev begået i dette navn (tema 1), og at embedsværk i kommuner og stat løbende informeres og opdateres om oprindelige folk (tema 5) og tager hensyn til dette i deres daglige arbejde.
Men den virkelige inspiration til Grønland-Danmark-relationen kan komme fra den canadiske sandheds- og forsoningskommission, der – den dag i dag – bliver betegnet som en proces frem for et endemål (»an ongoing process addressing the legacy and history of colonial policies affecting Indigenous Peoples«).
Den er – i mine øjne – særligt relevant, fordi ét af de oprindelige folkeslag i Canada, der er omfattet af denne, er Inuit – kalaallit’s fætre og kusiner vestpå. Sandheds- og forsoningskommissionen i Canada blev nedsat i 2008 som en del af et forlig om kostskolerne for oprindelige folk (Residential Schools) for at undersøge og dokumentere den skade, der blev påført oprindelige folk.
Fra 2008 til 2015 indsamlede kommissionen vidnesbyrd fra mere end 6.500 overlevende og konkluderede, at kostskolesystemet udgjorde kulturelt folkedrab. Kommissionen udarbejdede en rapport med 94 ’opfordringer til handling’, der skitserede skridt mod forsoning og oprettede i den sammenhæng ”National Centre for Truth and Reconciliation”, som har et mandat om at opretholde den sande fortælling om kostskolerne, at bistå i den heling, der skal finde sted i Canada og at dette gøres gennem forskning, dokumentation, narrativer, offentlig uddannelse og kampagner.
De 94 handlingspunkter har til hensigt at give et grundigt rammeværk for forsoning og spænder over alt fra at adressere arven fra kolonialismen over uddannelse og forskning hen til reformer indenfor justitsområdet, uddannelse, velfærd og sociale forhold, sundhed samt oprindelige folks rettigheder. På det nationale center kan man finde vejledninger til konkrete bevidstheds- og opmærksomhedsøvelser, man – som individ eller institution – kan gøre sig samt inspiration til handlinger for en bedre forståelse og dermed en forsoning og ændring i forholdet mellem oprindelige og ikke-oprindelige folk i Canada.
Fælles for sandheds- og forsoningskommissionerne i Sydafrika, Norge og Canada er, at de alle har til hensigt at undersøge og dokumentere faktiske forhold (i form af for eks. menneskerettigheds-krænkelser) og finde ud af, hvem der stod til ansvar og geninstallere en eller anden form for retfærdighed og/eller retfærdighedsfølelse evt. via retssystemet og kompensationer. De har også alle sammen fokus på at skabe forsoning, appellere til forståelse og tilgivelse og reformere samfundet for at forhindre fremtidige overtrædelser.
De er alle eksempler til efterfølgelse, og jeg synes, at man i Grønland og Danmark skal lade sig inspirere heraf.
En forsoning kommer ikke af sig selv. Hvis man ser på den canadiske erfaring, så startede den i 1996, da man etablerede en national dag for fejring af oprindelige folk, som er en årligt tilbagevende begivenhed hvert år den 21. juni (som i øvrigt er Grønlands nationaldag, fordi det er årets længste dag). I 2006 fik man i Canada forliget om kostskolerne.
I 2015 fik man rapporten og de 94 handlingspunkter, og i 2024 fik man det nationale råd for sandhed og forsoning, der skal holde øje med og understøtte, at handlingspunkterne implementeres. Det er en proces, der har stået på i snart 30 år. Det fik mig til at tænke på Piet Heins gruk: »Slid men vid, ting tager tid«.
Derfor desto bedre, at en forsoningsproces mellem Grønland og Danmark kommer i gang nu.
Hvis vi i Grønland og Danmark virkelig ønsker forsoning, så er det ikke nok at gemme os bag rapporter og udredninger. Disse risikerer at ende på en hylde i et ministerium og samle støv eller kun blive en øvelse for eliten. Vi har brug for at sætte os sammen – grønlændere og danskere, politikere og borgere, eksperter og helt almindelige mennesker – og tage ansvar for, hvordan vi vil leve med vores fælles historie i fremtiden.
En sandheds- og forsoningskommission mellem Grønland og Danmark bør derfor have nogle klare og forpligtende opgaver:
1. Sandhed og stemmer – vidnesbyrd fra både grønlændere og danskere, som skal høres og dokumenteres. Ikke kun de officielle versioner, men også de levede erfaringer.
2. Kompensation og konsekvens – forsoning uden reelle konsekvenser for staten Danmark risikerer at blive en tom gestus. Der skal skabes mekanismer, der sikrer både økonomisk og symbolsk genopretning.
3. Uddannelse og bevidsthed – historien skal ind i skolerne, på museerne, i offentligheden. Ikke som en fodnote, men som en integreret del af Rigsfællesskabets selvforståelse.
4. Løbende forpligtelse – inspireret af Canada: et permanent center eller råd, som ikke bare konkluderer, men kontinuerligt minder os om, hvor skrøbelig forsoning er, og hvor vigtigt det er at holde fast.
Forsoning kræver mod. Mod til at indrømme fejl. Mod til at lytte. Mod til at være i det ubehagelige. Mod til at undskylde. Mod til at tilgive. Mod til at handle. Hvis vi ikke tør det, bliver undskyldningerne blot endnu et kapitel i en lang fortælling om dansk selvtilfredshed, som ingen er tjent med.
Så min appel er dette: lad os gøre op med forestillingen om, at forsoning er en slutrapport, et flueben, der bare skal sættes, et arrangement i kalenderen eller en pæn tale fra en statsminister og/eller forperson for Naalakkersuisut. Lad os i stedet forstå, at forsoning er et livsvarigt projekt – for alle i Rigsfællesskabet, og at forsoning er en handling mellem mennesker, som ikke kun kan forstås med hovedet, skal leves, opleves, mærkes i hjertet.
Hvis vi virkelig vil kunne se hinanden i øjnene og fastholde samt styrke vores relation – også om 30 år – så er det nu, vi skal beslutte os for at tage det første skridt. Resten afhænger af, om vi tør gå vejen sammen.
fortsæt med at læse
