Ritzaus Bureau fylder 160 år 1. februar. Lige siden Erik Nicolai Ritzau sendte sit første telegram til en håndfuld danske aviser 1. februar 1866, har Ritzaus Bureau stået for at levere hurtigt, troværdigt og faktuelt nyhedsindhold til danske medier.
Ritzaus Bureau har overlevet to verdenskrige, adskillige økonomiske kriser og en pandemi for bare at nævne nogle få af de udfordringer, som verden har stået overfor. Men i dag står verden og Ritzau måske over for den allerstørste udfordring. Mængden af mis- og desinformation eksploderer i disse år, og vi risikerer at havne i en regulær tillidskrise. Måske står vi allerede midt i den.