Jeg ruller cyklen ud af skuret, tjekker trykket i dækkene, indstiller computeren og begiver mig ud på dagens etape, som går fra Fuglevad til Kongelunden.
Fornøjelsen ved at cykle har intet med benene at gøre, gevinsten afhentes successivt oppe i hovedet, som gennemgår en vederkvægende renselsesproces alt som landevejen ruller bort under en. Det minder lidt om virkelighedsflugt, men har mere karakter af en spirituel kattelem. Fænomenet er mig bekendt ikke beskrevet tidligere hverken i faglitteraturen angående motion eller i psykoanalysen vedrørende tvangstanker, så jeg vil ikke afvise, at jeg står alene med den iscenesatte hjernevask, som ligger i kølvandet på 45 kilometer på den tohjulede. Jeg vil derfor forsøge at beskrive, hvordan det foregår. Jeg ruller frabopælen nord for Kgs. Lyngby med kurs mod Buddinge, altså stik syd og vejret er godt, skønt det skal understreges, at vejret intet har med oplevelsen at gøre. Det kan for min skyld stå ned i stænger, men det gør det ikke på denne onsdag, som lader til at blive en af disse sjældne stunder, hvor verden hviler i sig selv, og hvor racercyklen afviser alle de glasskår, som vidner om et folk, der trods alt har råd til at gå i druk. Man pedalerer derfor glad og sjældent sorgløs videre, da man ved trafikpladsen i Gladsaxe får øje på en skikkelse, som man genkender som Marianne Jelved. Hun står ret op og ned ved busstoppestedet og venter på linje et eller andet. Jeg genkender hende på håndtasken og det let krusede smil, som minimalister og folk med hang til masochisme forveksler med charme. Det gibber selvsagt i mig, nu havde man lige glædet sig til at cykle i fred og ro, men minuttet efter ruller bussen bort med den forhenværende partileder, som forsvinder i retning mod Herlev. Opmuntret ved synet rejser jeg mig i pedalerne og drøner ned mod krydset i Frederikssundsvejen, hvor hele holdet fra morgen-tv er linet op.
