Lige siden Berlinmuren faldt i 1989, har man diskuteret dette spørgsmål. Intet klart og overbevisende svar er blevet givet, end ikke af forfatterne til den ambitiøse, men uheldige forfatningstraktat, som blev forkastet ved folkeafstemningerne i Frankrig og Holland i 2005.
Problemet er, at ’Europa’ betyder noget forskelligt, afhængigt af, hvilken sammenhæng man ser det i. Traditionelt er Europa blevet opfattet som et geografisk begreb eller et kulturelt-religiøst begreb, men i den offentlige debat både her og i udlandet er det i stigende grad siden 1989 blevet ensbetydende med Den Europæiske Union, især efter udvidelsen af EU til 27 lande. Det gør dog ikke spørgsmålet lettere at besvare, for hvad er EU andet end det foreløbige resultat af den proces, som blev igangsat i 1950’erne, og som ofte betegnes som det europæiske projekt? Lad mig ganske kort forsøge at forklare, hvad Europa er set i denne sammenhæng.




























