0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Ségolène og Den Femte Republik

Frankrigs famlende velfærdsstat er afløst af ambulancesamfundet, hvor den ene voldsomme krise afløser den anden, og Chirac selv siger: »Det hagler med lort«. Hvad så? Ja, så skal vi måske møde Frankrigs første kvindelige præsident.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kroniken
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det halvmonarkiske Frankrig vil måske næste år tilfalde en dronning. Ikke fordi hun hedder Royal til efternavn - skønt det vel ikke ligefrem bør skade hende. Men fordi Frankrig til glæde for mange og fortrydelse for andre er så heldig at råde over en smuk, klog og erfaren kvinde med det navn, som godt kan gå hen og blive Den Femte Republiks præsident i 2007.

Det er forkasteligt at hæfte sig ved en politikers ydre, bare fordi hun er en kvinde. Men en kronikør er et frit menneske, og når han nu indvendig jubler ved tanken om at se så megen kvindelig charme på toppen af Frankrig!

Man kunne tilføje, at vor tids billedkultur under alle omstændigheder gør os påvirkelige over for en 'ligegyldig omstændighed' som den, at en fremtrædende politiker for en gangs skyld ikke alene pynter, men ligefrem får verden til at se bedre ud!

I Frankrig er man ikke vant til at være på fornavn med politikerne. Men Ségolène Royal er med det samme blevet Ségolène - i pressen, mand og mand imellem, ja, selv blandt modstanderne. Hun er en ganske ligetil 52-årig kvinde med et fast håndtryk, der ikke forventer den menneskelige respekt pakket ind i mekanisk høflighed. Men hvem er så Ségolène?

Hendes far var officer og sympatiserede med de oprørske OAS-ledere, der i sin tid ville bevare Algeriet fransk. Det er en god skole for en socialist. Ségolènes næste gode skole var ENA, Ecole Nationale d'Administration. Den uddanner centraladministrationens topfolk - der så i mange tilfælde, men stik imod planen, en dag tager skridtet over i den politiske verden og ender som parlamentarikere, ministre eller ligefrem præsidenter. Jacques Chirac er udgået fra ENA, hans nuværende premierminister, den aldrig folkevalgte Dominique de Villepin, ligeså. Man har kaldt republikken et enarki.

Ségolène blev håndplukket af præsident François Mitterrand som rådgiver i sociale anliggender og blev valgt til deputeret i det vestfranske departement Deux-Sèvres. Det er både hendes styrke og svaghed at være 'enark'. Svagheden er, at man folkeligt set og som socialist er lidt for indvævet i magteliten, når man har diplom fra den fornemme statstjenerskole. På den anden side kender man systemet indefra og kan derfor, som enarken og socialisten Michel Rocard engang, mere overbevisende argumentere for sine reformplaner. Man kan det franske statsmaskineri på fingrene.

På ENA mødte Ségolène sin livsledsager, François Hollande, der nu er det franske socialistpartis førstesekretær. Ségolène og François Hollande har dannet papirløst par lige siden. De har fire børn. Sidste år blev hun valgt til formand for Poitou-Charentes regionalråd. Som miljøminister under Mitterrand og lidt senere som skoleminister og familieminister i Jospins regering under Chirac blev hun kendt som en smidig forhandler og en handlekraftig politiker.

Dog er der noget skandaløst ved Ségolène. Hun er en kvinde - og hun har sejlet de såkaldte 'elefanter' i sit parti agterud i meningsmålingerne. Et meget stort flertal af franskmændene ville finde det naturligt, at en kvinde bliver deres præsident, mens hele 59 procent erklærer sig rede til at stemme på Ségolène Royal. Disse og andre tal placerer hende et godt stykke foran både den tidligere premierminister Lionel Jospin (hvis, i fald, såfremt han skulle vende tilbage i fransk politik ...) og partikollegerne Dominique Strauss-Kahn, Jack Lang og Laurent Fabius, der alle tre går rundt med en bulnende præsidentmave. Hun er mere, end d'herrer kan klare. Fabius har spurgt, hvem der i givet fald skulle passe Ségolènes (hel- og halvvoksne) børn! Andre ytrer tvivl om hendes lederevner. Tre ministerposter og nu formandskabet for en af landets største regioner er åbenbart ikke nok.

Sagen er, at i Frankrig er politik noget for mænd. De stritter med hænder og fødder mod loven om lighed mellem kønnene, der tilsiger partier at opstille lige mange kvinder og mænd. I parlamentets førstekammer er kun en ottendedel kvinder, hvor de ude i befolkningen er over halvdelen.

Ségolène holder øje med både Angela Merkel og Condoleezza Rice kontra Hillary Clinton. I januar lod hun sine partifæller ære Mitterrands minde i småbyen Jarnac ved tiårsdagen for hans død, mens hun selv fulgte Michelle Bachelets valgkamp i Chile. Derved fik hun den franske presse til at drage nogle indlysende sammenligninger med den chilenske politiker, både med hensyn til moderskabet, den ugifte stand, det politiske mod, karrieren og alliancen med en del af centrum. Tilmed blev så Michelle Bachelet Chiles præsident - hvad der gjorde Ségolènes rejse til den fuldendte politiske kommunikation. Et lærestykke.

Blandt sit partis mandspolitikere har hun som sagt sin egen samlever, selveste partichefen. En ret original situation i det politiske landskab - og ikke nødvendigvis en fordel for hende. I et interview til Financial Times siger Ségolène, at hun og François til september »som par« vil tage stilling til, hvem af de to der vil være deres partis bedste præsidentkandidat i 2007, og dermed hvem af dem der på partikongressen i november skal forsøge at blive udpeget af partiets medlemmer, når det politiske program er udarbejdet.

På karikaturtegningerne ser man dem ved morgenbordet i færd med at trække lod om den sidste croissant og al resten. Så meget grineri kom der ud af det, at kun få bemærkede, at Ségolène med sin udtalelse faktisk udelukkede alle andre mulige kandidater for PS. Ségolène eller François, basta! Til gengæld har alle forstået, hvad parrets valg bliver.

Uden at ret mange har bemærket det, har Den Femte Republik under Jacques Chirac forandret sig fundamentalt. Lionel Jospin fik som Chiracs premierminister (under den såkaldte cohabitation) vedtaget forfatningsreformen om en præsidentperiode på fem år i stedet for som hidtil syv. Præsidenten kontrasignerede, noget modvilligt, men tillagde ikke mandatafkortelsen synderlig betydning.

I virkeligheden ryster sammenfaldet mellem det parlamentariske og det præsidentielle mandat landets højeste embede i sin grundvold. Syv år var altid to mere, end et hvilket som helst flertal i parlamentet kunne sidde. Når det var et flertal, der var ham imod, kunne præsidenten demonstrere sit demokratiske sindelag, respektere forfatningens bogstav og udnævne en regering fra modstandernes lejr, samtidig med at han lod sine tilhængere bombardere den samme regering fra landets politiske hovedkvarter. Bagefter, når et parlamentsvalg på ny havde skabt politisk overensstemmelse mellem regering og præsident - hvilket altid har været Den Femte Republiks ledende princip - havde han så to år til at rette op på situationen og justere på billedet af sig selv som den almægtige og velgørende præsident!

Overgangen fra syv til fem medfører et andet forhold mellem præsident og premierminister. Hidtil har regeringslederen været præsidentens stikirenddreng, sommetider hans lynafleder, i cohabitations-tider en nedgroet negl. Han blev fyret, når han ikke længere beskyttede præsidenten eller forsøgte at gå sine egne veje. Der var ingen tvivl om, hvor magten i det tohovedede franske ledersystem lå. Nu er balancen en anden. Præsidenten er stadig enerådende med hensyn til udenrigspolitikken og forsvaret (han disponerer over koden til det franske atomvåben), men han må samtidig engagere sig mere end før i indenrigspolitikken - uden i øvrigt at høste nogen fordel af de positive resultater. Han er kommet i en mere udsat politisk position.

Borgerne forventer, at han gør noget ved den massive arbejdsløshed, forstadsguerillaen, virksomhedernes udflagning, den ulovlige immigration, racismen, studieforhold, byplaner, forurening, overfyldte fængsler, asbestsyge hangarskibe, fuglepest og vuggestuer. Han gøres ansvarlig for, at Paris ikke fik de olympiske lege i 2012. Man forlanger, at præsidenten reagerer på stort og småt og helst med det samme. Man ser ham mere og mere i rollen som sin egen premierminister. Den Femte Republik er ikke længere, hvad den har været. Den Sjette banker på døren.

Ved sine mange fejlgreb (udskrivning i 1997 af et fatalt nyvalg, hvor hans parti i forvejen havde flertallet, nederlaget ved regionalvalgene i 2004 og folkeafstemningen om den europæiske forfatningstraktat sidste år), sine buldrende tomme valgløfter, sin 'forglemmelse' af, at han i 2002 kun opnåede en femted