DR’s krise bunder ikke alene i beslutningen om at bygge DR Byen og det dermed følgende økonomiske kaos. DR befinder sig i en identitetskrise, der begyndte under Christian Nissen, der så DR som enhver anden produktionsvirksomhed – som en anden pølsefabrik.
At programvirksomheden trods alt blomstrede, er ikke Nissens fortjeneste. Nissen havde en visionær og public service-mindet tv-direktør i Bjørn Erichsen, som er den sidste topchef i DR med rod i det, man af mangel af bedre kunne kalde for Kulturdanmark. Bjørn Erichsen skabte DR 2. Den nuværende ledelse skaber tv-nyheder på internettet, hvor intet indslag må være længere end maks. 40 sekunder.



























