Fredag 5. oktober føler jeg mig udmattet efter lang tids lidt overdrevent socialt liv, går i seng og ligger og betragter Rodins vidunderlige akvareller af kvinder, og jeg betragter billederne i en smuk bog, jeg købte i London i maj, da jeg med min 17-årige datter var til Kate Moss-åbning i Top Shop og i øvrigt tog hende med til Gilbert & Georges kæmpe – ja, rent ud – bøsse-lorte-anal-fikserede ikoner – der fyldte hele Tate Modern – men herom senere. Akvarellerne er nærmest pornografiske i deres skildring af kvindekroppen, men den poetiske fremstilling, farven og de sarte blyantslinjer løfter billedet til en uhørt sublim fremstilling af kvindens krop – med fokus på hendes kønsdele. Næste morgen vågner jeg op til virkeligheden. Lørdag 6. oktober. Jeg åbner avisen, Politiken, men behøver ikke at åbne den – billedet er der allerede, blæst op på forsiden af 2. sektion – det stirrer ud på mig – det slår mig stærkt, et voldsomt, voldsomt billede. Seksuelt ladet? Ja. En leg? Nej. To små piger danser, den ene er nøgen og ligger på gulvet under den anden pige og kikker op i hendes skridt, hun ligger selv på ryggen med spredte ben og blottet køn. I baggrunden ses døråbningen til et køkken. Fotografiet har karakter af familiesnapshot. »Jeg ser kun to piger, der leger«, forsvarer billedchefen sig over for læsernes kritik og taler om menneskers bornerthed, men ved at sige dette gør han samtidig selv billedet ufarligt. Og på bagsiden af PS/Sket i ugen søndag 14.10. under titlen ’Tissekone’ vil redaktøren prøve at skrive til Nan Goldin for at høre om, hvad billedet handler om. Billedet, værket, det være sig maleri, foto, installation, musik, teaterstykke er der, og skal opleves – potentielt uafhængigt af kunstneren. Jeg ser altså noget andet end billedchefen. Denne pige ligger nøjagtig som en af Rodins voksne kvinder med benene spredt og blottet køn. Det er et foto af den amerikanske fotograf Nan Goldin, og billedet indgik faktisk i en monografi om kunstneren fra 2003 med titlen ’Devils Playground’. Hvilken djævel er på spil? Ret mange på én gang, tror jeg. Billedet blev første gang offentliggjort i 1999 på en stor udstilling med 148 andre fotografer, men det ved vi ikke, som læser i Politikens publicering af fotoet. Fotoet er revet ud af den kunstneriske sammenhæng. Det er et værk af en kunstner, der i årevis har beskæftiget sig med køn, sex, familie, misbrug og altså dele af vores virkelighed, som er behæftet med tabu, afsløring og skam. Her det nøgne – et blottet pigekøn, der vrides op i beskuerens ansigt i en komposition, hvor kønnet udgør en påtrængende optisk forgrundsakse i billedet. Det voksne seksuelle menneske konfronteres med barnets leg/ nøgenhed/potentielt legende seksualitet i avisens fremstilling, og fotoet mister sin karakter af at være kunst og bliver slet og ret banalt anstødeligt med sine indbyggede åbenlyse seksuelle henvisninger og forvandles til børnepornografi. Som det har været nævnt, er det sikkert allerede blevet brugt i en sådan sammenhæng. Seksualitet er forbundet med skyld og barnets leg og nøgenhed grundlæggende forbundet med uskyld. Og hvad sker der i dette sammenstød mellem den voksnes blik og barnets leg? Det er også det, Nan Goldins foto handler om. Nan Goldin trækker barnets leg og tabuiserede seksualitet ind i kunstens rum. Politiken trækker det ud af kunstens rum igen. Kunstens rum er anarkistisk. Ting skal afdækkes. Vises. Ses. Al god kunst er porno, i betydningen prostituere, stille til skue . Den oprindelige debat, som gav sig udslag i Politikens kritiserede gengivelse af det pågældende foto, er opstået, fordi fotoet er blevet bortcensureret fra en udstilling på et britisk museum. Censuren af Goldins billede fra det britiske museum er samfundets indgriben i kunstens rum, og enhver form for en sådan censur er yderst betænkelig og fundamentalt uacceptabel. Kunst kan slet ikke skabes med udsigt til en potentiel censur, en sådan ville sætte en grænse for den kunstneriske skaben, blot tanken om, at der kunne opstå en censur i forbindelse med ens værk, ville kastrere kunstneren. I kunstens rumskal vores blik fødes på ny. Kunstens rum er et helle, et ambassadeområde, hvor ting kan vises, ses, uden at man bliver reelt dømt, men det er i sammenstødet med vores reelle virkelighed, at den får fatal betydning. Og bliver subversiv og anarkistisk med lige så stor kraft som den menneskelige lidenskab. Dette forår var jeg i New York, og på Guggenheim så jeg udstillingen ’Family Pictures’ med bl.a. Nan Goldin og Sally Mann, og i andægtig tavshed gik jeg rundt med andre museumsgæster og betragtede fotografier, som næsten alle i en anden sammenhæng kunne blive misbrugt som børnepornografisk materiale. Men jeg følte mig ikke som voyeur i den sammenhæng. Goldins ’Klara and Edda Belly Dancing’ så jeg måske selv i New York uden at huske det. Og nu kan jeg ikke glemme det – forlige mig med det. Hvad er der på spil? Her i denne avisfremstilling oplever jeg ingen uskyld forbundet med nøgenheden – her findes ikke det ’rene’ billede af to små piger, der leger, hvor forgrunden udgøres af et totalt blottet pigekøn, som vrides op mod beskueren. Vi skal se det, vi kan ikke undgå at se det, men vi føler et ubehag og faktisk forklarligt, fordi vi som læsere bliver udsat for en blikkets voldtægt. Vi bliver lørdag morgen 6. oktober ufrivilligt sporet ind på en kanal, vi ikke selv har valgt. Vi åbner Politiken, men i ét nu er det, som om vi åbner Ekstra Bladet eller i værste fald en børnepornokanal på nettet. Vi bliver voyeurer til et billede, som revet ud af en sammenhæng selv, som værk, mister sin kunstneriske mangfoldighed og dobbelthed – at det faktisk også er to uskyldige piger, der danser og meget andet – denne flertydighed nedbrydes, fordi billedet sættes ind i en ny sammenhæng: avisens – og overskriftens hykleriske reference til »museums«-verdenen gør det ikke bedre: »Vil du vise din tissekone frem på et museum?«. Dette er udspekuleret forfladigende revolverjournalistik, fordi det er ikke det, der er tale om. Nej, selvfølgelig ville jeg ikke vise mine børns tissekoner eller -mænd, bemærk, vi bliver i barnets sprog, men er i den voksnes verden, perverst, og det er slet ikke spørgsmålet – vi er ikke fotokunstnere, men læsere, betragtere, publikum. Og med dette ledende spørgsmål nedgøres Nan Goldins foto som kunstnerisk værk sammen med hendes stofområdes flertydighed og bredde. Når et foto tages ud af museumssammenhængen og kunstverdenen, sker der noget med det. Dette har også at gøre med fotografiets indbyggede akilleshæl: På en måde kan fotografiet jo netop skildre verdens virkelighed grummere, end den er, eller lige så grum – mere virkelig, end den er, eller lige så virkelig. Fotografiet kan bringes i omløb, teknisk set, reproduceres og modstandsløst blive en del af virkeligheden – på godt, men også på ondt – for pludselig er tiden så gennemsyret af angst på grund af vores kollektive viden og samfundsmæssige billedverden, præget af mishandlingen af børn seksuelt. Kunstfotografiet i modsætning til pressefotografiet er altså både meget stærkt i sin virkning, i kraft af at det er kunst, men også svagt, fordi det i et nyt arrangement, i en ny sammenhæng kan miste sin identitet som kunst. Maleriet, tegningen, akvarellen rummer værkets stoflighed, som i en avisgengivelse ville gå tabt og dermed svække det pågældende maleri momentant, men vi ved dog stadig, at her er et maleri, der skal ses og opleves, og vi kan gå tæt på – og vi kan næsten lugte olien. Fotografiet bliver fladt og uden stoflighed i avisreproduktionen, men først og fremmest kan det forveksles med et simpelt pressebillede eller et privat snapshot, det kommer til at ligne noget andet, end det er, og mister sin aura. Nu bliver fotoet i denne sag lige så sårbart, som når virkelighed støder sammen med virkelighed. Hvor skal vi se hen? Vi mister faktisk orienteringen. Hvad handler billedet om, hvad hentyder det til? Der er for megen larm, og associationerne vælter sammen med vores egen latente angst for seksualitet, vold og misbrug. Men i museets rum er mere muligt, som nu i London i maj, hvor jeg så det homoseksuelle engelske kunstnerpar Gilbert & Georges’ kæmpe retrospektive udstilling. De har siden 60’erne skabt tableauer om analfiksering, ekskrementer, sperm, aids, narkomani, proliferende kopuleren, aids-død, ungdomsforherligelse, narcissistisk kønsspejling og en provokerende tekstside, der grafisk fremstillede farverige nærbilleder af spermmolekyler og lortens væsen – alt i alt et emneområde i en verden uden kvinder – skabt af to kunstnere (som ikke tidligere har interesseret mig særligt), men oplevet i deres farvepragt – med en sublim på én gang æstetisk distance og et rasende nærvær. Jeg så udstillingen sammen med min datter, som ikke blev spor chokeret, men nysgerrig over for den verden, som godt nok emnemæssigt er det rå Bøsselondon og temmelig provokerende, men samtidig en ophøjet kunstnerisk fremstilling/forvandling til farverige tableauer, verdslige kirkeruder, Matisse eller generel ornamentik – det virkede ikke farligt, men flot og æstetisk. Nan Goldins værker barsk på en anden måde, for det opererer ikke med en umiddelbar synlig transformering af virkeligheden. Vi kan næppe se forskellen. Og det er dette, der gør fotografiet så stærkt. Og vedkommende. Og umuligt smukt, hvis man forestillede sig, at det private rum af to piger, der leger, kun var to piger, der leger, den ene nøgen. Hvor nøgenheden var så ren, at uanset dansens kropsforvridende og hedonistiske perspektiv ville vi se det med et rent blik. Men et blik er aldrig ’rent’. I det øjeblik vi ser noget, lades det, vi ser, med betydning og vores egne associationer. Vi ser fotoet, og aldrig har vi været mere voyeur. Nan Goldins foto er provokerende i sig selv, fordi det leger med det private. Det kunne være vores private album, en dagligdagsscene i tilfældige køkkenomgivelser og et kik ind i det private rum: hjemmet, og igen et kik ind i barnets rum: løssluppen uforstyrret leg, og igen et kik ind i barnets nøgenhed, og endelig et kik ind i den lille piges kønsdele. Som en kinesisk æske af privathed er fotoet i sig selv et spejl af vores ultimative privathed, og sammenstødet mellem den voksnes og barnets tabuiserede seksualitet blotter os som beskuere, som om vi selv var pædofile. Vi ser ind i et privat rum og får smækket en lille piges kusse ud i hovedet i en kropsstilling magen til Rodins erotiske akvareller af den voksne kvinde, men vi ser det ikke som museumsgæsten, hvor man i stilhed går rundt og betragter, fordi man har valgt at gå der for at se i et eksklusivt rum, museet, og opleve et værk på dets præmisser i sammenhæng med andre værker. Museet er en ambassade for alle følelser og udtryk, et sted, hvor samfund, fordomme, politik og eget liv konfronteres med det umulige, netop det at se noget uden for en bestemt sammenhæng og dermed tage det med og bearbejde det i livet, i samfundet, lade det gå ind i dialog med ens mulige fordomme og eget liv. Det er museets indbyggede anarki og kunstens forudsætning for at kunne udfolde sig overhovedet. Men vi er ikke på et museum, 6. oktober åbner vi avisen og ser ikke billedet, som vi skal se det. Det ser os, før vi ser det, fordi det er sådan, vi bombarderes af billeder i virkelighedens billedanarki. På side 1 ser vi Nan Goldins foto, dagen efter læser vi om pædofiliens/incestens gruopvækkende dokumentation. Uforholdsmæssigt besmittet af denne avis’ fremstilling af fotoet får billedet en mærkelig dobbelt virkning. Politiken kunne mene at have skabt en debat. Men uden den kunstneriske dimension tynder debatten ud, bliver mager, mangler fylde i denne tabuiserende tid, hvor samfundets uhyrlige skyggeside med børneporno og pædofili trives side om side med vores egen blanding af bornerthed og nypuritanisme, glatbarbering, mavebluser og børne-g-strenge, singler eller småborgerlige unge par, en forvirret yuppieungdom, der går på nettet efter følelser og sex som i et supermarked i stedet for at gå en tur rundt om Søerne og håbe på at støde ind i en sød dreng eller pige. Aldrig ’lefles’ der så meget for sex som nu, og aldrig har det seksuelle rum været mere hyperreelt, med scoreparties og ’Dinas date’, en ’Don Giovanni’-opsætning i nyt regi, hvor kærlighedens og seksualitetens verden bliver en sand parodi. Et grænseoverskridende foto om ’det private’ i en grænseoverskridende tid med fokus på børneporno, i en grænseoverskridende opsætning med en tekstside, der i barnesprog henviser til vores allermest private, vores eller vores barns kønsdele, prøver man at gøre os til voyeurer i Politikens journalistiske peepshow.