Når Barack Obama i dag lægger hånden på Bibelen og aflægger ed som USA’s 44. præsident, kommer han til at bruge sit fulde navn: Barack Hussein Obama.
Diverse højrefløjskommentatorer ynder at tilføje mellemnavnet for at understrege, hvad de anser for Obamas fremmedartethed og muslimske rødder. Den rabiate Ann Coulter er gået et skridt videre og omtaler Obama i sin nye bog ’Guilty’ (Skyldig) som B. Hussein Obama for netop at fæstne i folks bevidsthed, at Obama i virkeligheden er muslim. Obamas sigte er det stik modsatte. Den første afroamerikanske præsident har med vilje valgt at benytte sit mellemnavn ved edsaflæggelsen for at fremhæve forsoningen mellem USA og den muslimske verden efter Bushregeringen og for at minde amerikanerne om, at selv en person med et muslimsk navn kan blive USA’s præsident. En anden afroamerikaner følte trang til at kommentere højrefløjens besættelse af mellemnavnet og Obamas påståede religiøse tilhørsforhold. Republikaneren Colin Powell, præsident George W. Bushs første udenrigsminister, der er søn af jamaicanske indvandrere, optrådte på nyhedsprogrammet ’Meet the Press’ i oktober 2008 for at udtrykke sin støtte til Obama.
Ifølge Powell var Det Republikanske Parti ved at blive mere og mere snæversynet, mens Obama stod for en bredere og mere inkluderende politik. Så omtalte han spørgsmålet om Obamas religion.



























